Marker drukner i regnvand: Umuligt at slå græsset

Områder ved Ryå og Lindenborg Å står under vand, da vandløbene ikke kan klare den seneste tids regn. Det betyder blandt andet, at det er umuligt for landmændene at overholde myndighedernes mange datoer.

Hvordan slår man en græsmark, der står under vand? Det spørgsmål vil flere landmænd med arealerne ned til Ryå og Lindenborg Å gerne kende svaret på.

Hos Agri Nord håber formand Carl Chr. Pedersen, at myndighederne kan hjælpe de trængte landmænd ud af kniben.

Landmændene står lige nu med oversvømmede marker, som følge af store mængder vand. Og reglerne siger, at brakarealer og græsmarker uden afgræsning skal være slået senest 15. september for at leve op til de tilskudsregler, de er omfattet. Det er bare helt umuligt med de vandmængder.

”Vi har ikke haft ekstreme nedbørsmængder, så problemet opstår, fordi vandløbene ikke er tilstrækkeligt vedligeholdt. De er ganske enkelt ikke i stand til at transportere de mængder vand, vi har fået”, siger Carl Chr. Pedersen.

Han opfordrer derfor kommunerne til at øge vandløbsvedligeholdelsen, så vandafledningen af markerne igen fungerer.

”Vi kan kun frygte at problemer vokser de kommende når, da klimaforandringer taler for kraftigere regnskyl,” lyder det fra formanden.

I klemme i datotyranni
Udover skader på markerne betyder oversvømmelserne, at de berørte landmænd kommer i klemme i de mange datoregler, som sætter dagsordenen i dansk landbrug.

”Vi har efterhånden datoer for alt – hvornår vi skal så, hvornår græsset skal være slået, hvornår efterafgrøderne skal være i jorden osv. Lige nu står flere af Agri Nords medlemmer med det problem, at deres brakarealer og græsmarker uden afgræsning skal være slået senest 15. september for at leve op til de tilskudsregler, de er omfattet. Det er bare umuligt at slå en græsmark, som står under blankt vand,” siger Agri Nords formand, der også har kendskab til mange andre vandløb udover Ryå og Lindenborg Å, der er gået over sine bredder.

Han opfordrer derfor myndighederne til at give dispensation for reglerne.

”Vi står allerede med mange medlemmer, som ikke kan overholde reglerne om, hvornår der skal sås – ganske enkelt fordi vi ikke kan så, før vi høster. Myndighederne har godt nok givet én dispensation til deadline for at så efterafgrøder, men det viste sig ikke at være nok. Nu kommer denne problematik så oveni, Det kan ikke passe at vi skal drive vores landbrug efter en kalender og ikke efter vejret og godt landmandskab,” mener Carl Chr. Pedersen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.