Medie: Kina lukker for brasiliansk kødimport

I kølvandet på den brasilianske fødevareskandale har Kina har lagt et midlertidigt forbud på import af kød fra Brasilien.

De kinesiske myndigheder tager nu konsekvensen af den brasilianske kødskandale og lægger et midlertidigt forbud på al import af kød fra Brasilien.

Det skriver Fødevarewatch, som citerer det australske medie Beefcentral.

Den omstridte kødskandale fik luft under vingerne i fredags, da det brasilianske politi foretog ransagninger hos i alt 194 slagterier, som alle var mistænkt for at have eksporteret råddent kød.

De kinesiske veterinære myndigheder, Administration of Quality and Supervision, Inspection and Quarantine, har rådet kinesiske importører til indtil videre at tilbageholde al uinspiceret kød i separate lagerhaller og for at afvente yderligere instruktion.

 

Tilbageholder varer i tolden

Det er endnu uvist, om hvorvidt forbuddet tæller alle former for kød, ligesom der endnu ikke har været nogen officielle udmelding fra de kinesiske veterinære myndigheder.

Fødevarewatch skriver dog, at kilder til erhvervsnyhedssitet Bloomberg har udtalt, at varer, der er kommet til Kina, og som stadig befinder sig i havneområder, ikke vil blive godkendt i tolden til videre distribution.

Kødskandalen tager afsæt i beskyldninger om, at brasilianske slagterier i årevis har solgt fordærvet og råddent kød, hvilket har kunnet finde sted, fordi brasilianske kødinspektører er blevet bestukket. Det har indtil videre betydet, at over 30 brasilianske embedsmænd har mistet jobbet, da de er blevet afsløret i at modtage bestikkelse.

Brasilien eksporterede i 2016 alene oksekød til Kina for knap 5 mia. kr., svarende til over 165.600 tons.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.