Mere end hver 10. mælkebonde søger støtte til reduktion

NaturErhvervstyrelsen har modtaget 450 anmodninger om udbetaling af reduktionsstøtte. Det svarer til 13 procent af mælkebønderne.

Omkring 450 landmænd har onsdag søgt om EU-støtte til reduktion af mælkeproduktionen. Det oplyser NaturErhvervstyrelsen efter forespørgsel fra Landbrugsavisen.dk.

Ordningen har til hensigt at begrænse produktionen af mælk med op til 1,078 mio. tons ved at betale ca. 1 kr. pr. kg mælk til de mælkeproducenter, der reducerer deres produktion.

Der er cirka 3.500 bedrifter i Danmark med malkekvæg, ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik,  og dermed er det cirka 13 procent af landets mælkebedrifter, der har ansøgt om reduktionsstøtte. Vurderinger i branchen er dog, at der snarere er 3100 reelle mælkeproducenter af en vis størrelse, og dermed vil det være knap 15 procent, der ønsker at reducere.

Der er planlagt flere støtterunder, men hvis hele summen på 150 millioner euro, svarende til 1,1 milliarder kroner, bliver ansøgt om i første støtterunde, dropper EU de efterfølgende tilskudsrunder.

NaturErhvervstyrelsen har endnu ikke opgjort, hvor store mængder mælk, landmændene har ansøgt om at reducere. Man kan få støtte til en reduktion på højst 50 procent af ens mælkeproduktion. Reduktionsperioden er oktober, november i år - og reduktionen måles op mod produktionen samme måned sidste år. Anmodninger kan gælde reduktioner på minimum 1.500 kg.

Konkursboer?

Kravet er, at man skal have haft en aktiv mælkeproduktion i juli, for at man kan søge støtte. Flere konkursboer har spurgt NaturErhvervstyrelsen, om de kunne søge støtte. NaturErhvervstyrelsen har ikke kunnet give svar på dette spørgsmål, eftersom EU-Kommissionen er ansvarlig på området, men har opfordret til, at man søgte og efterfølgende fik afklaret, om man var støtteberettiget. NaturErhvervstyrelsen oplyser til Landbrugsavisen.dk, at de endnu ikke har fået svar fra EU-Kommissionen.

Samme niveau i Sverige

Antallet af reduktionsanmodninger - 450 - svarer i øvrigt nogenlunde til Sverige, hvor 600 bønder har ansøgt om reduktionsstøtte. Det svarer til hver tiende mælkebonde i Sverige. De har ønsket at reducere deres produktion med 18,8 mio. kg mælk, svarende til 0,7 procent af Sveriges mælkeproduktion, skriver ATL.nu.

Præciseret 26. september kl. 9.37: Det er præciseret, at det reelle antal mælkeproducenter nok snarere er 3100 end de 3500, som Danmarks Statistisks seneste opgørelse viser.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.