Millionregn til landmænd: "Det er så vildt - jeg kan næsten ikke få vejret!"

Mange afslag på moderniseringsstøtte var uretfærdige, mener rådgiver.

Sjældent har undertegnede journalist haft så begejstret en rådgiver i telefonrøret, som da jeg her til morgen ringede til en ikke helt tilfældig rådgiver midt på heden.

Flemming Hedegaard fra Byggeri og Teknik i Herning havde her til morgen - efter nyheden om ekstra staldstøtte blev offentliggjort - sendt en mail rundt til partnere fra dansk landbrug, Seges, L&F, politikere, Dansk Kvæg, rådgivningerne, mm., med overskriften "Det er så vildt - jeg kan næsten ikke få vejret!".

Jeg ringer ham op for at få forklaret, hvorfor sagen er så speciel.

"Det er så vildt, fordi jeg havde simpelthen ikke turdet håbe på, at vi kunne nå dertil," uddyber Flemming Hedegaard til Landbrugsavisen.dk.

"Det er takket været et massivt pres fra alle sider!," siger han.

Han har syv kunder, som nu har fået tilsammen fire mio. kr. i staldstøtte. Penge, de ikke havde fået bevilget i første omgang.

Flemming Hedegaard har - sammen med mange andre i landbruget - presset på for at sikre penge til landmænd, der - helt uretfærdigt, i konsulentens øjne - havde fået afslag på midler.

Realistiske landmænd fik afslag

De 164 landmænd, der nu står til at få støtte, havde alle fået de fem point, som krævedes for at opnå støtte. Kravet for at søge støtte var først og fremmest en bankgaranti. Derefter kunne ansøgeren opnå op til fem point, hvis de havde en byggetilladelse, miljøgodkendelse og positiv nutidsværdi, altså positivt afkast på tilskudskronerne.

Problemet var, at rigtig mange havde fem point. Derved blev det den positive nutidsværdi, der afgjorde, hvem der fik støtte. Ifølge Flemming Hedegaard havde nogle landmænd og rådgivere været meget optimistiske - mens andre havde været realistiske. I det sidste udskilningsforløb blev - udover projekter med mindre afkast - også de landmænd med gode projekter, men med mere realistiske beregninger, altså siet fra.

"Nutidsværdien var elastik i metermål. Man satte selv sine kriterier – og man behøvede ikke føre bevis for det. Nogle er sluppet afsted med meget optimistiske beregninger," siger Flemming Hedegaard.

"I nybyggerpuljen skulle man have over 45 kr. i nutidsværdi for at få støtte. Det vil sige, at hver gang man fik en krone i tilskud, skulle man tjene 45. kr. Hvis det var virkeligheden i dansk landbrug, så havde vi ingen problemer. Så havde vi masser af penge."

Nu får også landmændene med realistiske beregninger penge, siger rådgiveren.

"De landmænd her, der er rigtig mange af dem, har brugt mellem 10.000 og 50.000 kr. på at søge om de midler, så der er ingen tvivl om, at de har ofret noget," siger Flemming Hedegaard.

Fra starten har han fra embedsværket fået flere forklaringer på, at afslagene ikke kunne omstødes. NaturErhvervstyrelsen har holdt fast i nutidsværdiberegningerne, har afvist der var nok penge - og sagt at EU ikke tillod at hente penge fra kommende puljer.

Ministeren gik ind i sagen

Men d. 9. december fik Flemming Hedegaard vide af en kontorchef ved NaturErhvervstyrelsen, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen havde bedt sine embedsmænd om at undersøge, om man kunne finde penge til landmændene.

"Jeg tænkte: Okay, så vi har faktisk en minister, der vil gøre noget ved det her," beretter Flemming Hedegaard.

Alligevel troede han ikke på det - for han tænkte, der var økonomiske og juridiske benspænd, der forhindrede en god løsning for landmændene, der fik afslag.

God løsning

Han er glad for løsningen, ministeriet er kommet frem til. Ved at tage pengene fra 2017-18 puljen, vil der fortsat være midler til dem, der havde besluttet at vente til 2016 med at søge støtte. Samtidig bliver landmændene behandlet lige.

"Alle med fem point får penge, så man kan ikke klandre nogen for at være for optimistiske. Nu er alle ligestillede. Så har vi pludselig fælles front, og alle har fået de penge, som de havde fortjent," siger

Flemming Hedegaard.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.