Minister flytter tjek af dyrevelfærd fra skrivebordet til stalden
Når dyrlægen fra årsskiftet kommer på besøg for at rådgive landmanden om dyresundhed, vil dialogen foregå ude ved dyrene i stedet for ved skrivebordet.

Med et nyt koncept for sundhedsrådgivning i svine- og kvægbesætninger har miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen fjernet kravet om, at den privatpraktiserende dyrlæge skal gennemgå landmandens egenkontrol-program. 

I stedet skal dyrlæge og landmand mødes i stalden og se på konkrete udfordringer med dyrene – eksempelvis halthed hos køerne og skuldersår hos svinene. Hvis landmanden og dyrlægen fx konstaterer, at flere af dyrene halter, har skader eller andre velfærdsproblemer, skal de i fællesskab udpege op til tre indsatsområder og sætte mål for, hvornår problemerne skal være løst.

"Fremover skal problemerne løses ude på staldgulvet og ikke som en skrivebordsøvelse i stuehuset. Erfaringerne har vist, at fokus ofte lå alt for langt fra landmandens hverdag og dyrenes vilkår, når landmand og dyrlæge sad sammen og bladrede ringbind igennem," siger Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.

Ændringen af sundhedsrådgivningen kommer på baggrund af tilbagemeldinger fra både dyrlæger og landmænd, der ifølge ministeriet opfattede den rutinemæssige gennemgang af landmandens egenkontrolprogrammer som en tidsrøver. 

Det nye koncept for målrettet sundhedsrådgivning reducerer ikke Miljø- og Fødevareministeriets almindelige og uanmeldte kontrol af dyrevelfærd og medicinforbrug hos landmænd.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.