Novozymes vil reducere antibiotikaforbruget med bakterier

Novozymes skal, sammen med firmaet Adisseo, producere probiotika til foder, der reducerer brugen af antibiotika ved fjerkræproduktion

Den danske enzymproducent Novozymes og franske Adisseo, der producerer fodertilsætningsstoffer, er gået sammen i et partnerskab, hvor de skal udvikle og producere et foderprodukt til fjerkræ. 

Foderproduktet skal være baseret på naturligt forekommende mikroorganismer, der kan reducere brugen af antibiotika i fjerkræ samt styrke sundheden hos dyrene - et såkaldt probiotisk produkt. 

Novozymes skal være ansvarlig for udvikling og produktion, mens Adisseo - der er kinesisk ejet - vil styre markedsføring og salg. Parterne forventer at lancere produktet indenfor de næste 12 måneder. 

"Verden har brug for nye løsninger til at brødføde en globalt voksende befolkning på en bæredygtig måde. Vi er ved at udvikle dette probiotiske produkt, der kan hjælpe landmænd med at opfylde dette behov, "siger Helle Warrer Poulsen, Vice President for Animal Health & Nutrition i Novozymes, i en pressemeddelelse.

"Det er et lovende nyt område for Novozymes, hvor vi kan udnytte vores knowhow inden for mikrobiologi, gæring og foder."

I probiotiske produkter tilsættes naturligt forekommende, levende mikroorganismer til foderet. Dette gøres for at forbedre tarmfloraen hos svin, fjerkræ og andre dyr. Produkterne går ind og forbedrer dyrenes vækst og foderudnyttelse, samtidig med at det har sundhedsmæssige fordele. Dette gør produkterne til et vigtigt alternativ til antibiotiske vækstfremmere. 

Faktaboks

Om Adisseo

Adisseo udvikler og sælger fodertilsætningsstoffer. Koncernen har syv forskningscentre og dens produktionssteder baseret i Europa og Kina. Det er opkøbt i 2006 af ChemChina.

Om Novozymes

Novozymes udvikler, producerer og sælger biologiske løsninger. De har hovedkvarter i Bagsværd og beskæftiger ca. 5.400 medarbejdere i 30 lande. 

Emneord fjerkræ, foder

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.