Nu kan du søge om tilskud til modernisering af kvægstalde

Tilskudsordningen modernisering af kvægstalde 2018 er åben for ansøgning.

Tilskudsordningen til at modernisere din kvægstald er nu åben for ansøgninger.

Du kan søge frem til 13. december 2018  og du kan nu beregne din prioriteringsscore for dit projekt, inden du ansøger.

Det skriver Landbrugstyrelsen i en pressemeddelelse.

Sådan kan du søge tilskud

Du kan søge tilskud inden for de seks nedenstående indsatsområder. Både konventionelle og økologiske bedrifter kan søge om tilskud.

IndsatsområderPulje (mio. kr.)       
1. Etablering af stald til malkekøer med tilhørende malkestald25 
2. Etablering af stald til malkekøer50 
3. Etablering af stald til slagtekalve og/eller opdræt af kalve/ungdyr15 
4. Totalrenovering af stald til malkekøer med tilhørende malkestald 4 
5. Totalrenovering af stald til malkekøer 5 
6. Totalrenovering af stald til slagtekalve og/eller til opdræt af kalve/ungdyr11 
Ialt110 mio. kr. 

Du kan ikke søge tilskud til at bygge en ny stald til malkekøer med malkestald samtidig med, at du søger til en ny stald til malkekøer uden malkestald (indsatsområde 1 og 2).

Du kan heller ikke søge tilskud til at totalrenovere din stald med malkestald samtidig med, at du søger til at totalrenovere din stald til malkekøer uden malkestald (indsatsområde 4 og 5).

Dette er nyt på ordningen

Som noget nyt har Landbrugsstyrelsen offentliggjort en beregningsmodel i et regneark, hvor du kan indtaste oplysninger om dit projekt og beregne din prioriteringsscore, som er projektets økonomiske effekt.

På den måde kan du overveje hvordan dit projekt skal se ud, før du ansøger og samtidig se, om dit projekt opfylder minimumskriteriet for det ansøgte indsatsområde.

Du kan finde beregningsmodellen på tilskudsguiden

En anden nyhed er brugen af standardomkostninger, der på forhånd fastsætter en pris på en række teknologier, således at du ikke længere skal indhente to sammenlignelige tilbud.

Endelig er der ikke længere et krav om finansieringserklæring, ligesom der på ansøgningstidspunktet ikke skal indsendes byggetilladelse eller miljøgodkendelse.

Det skal du være særlig opmærksom på, når du søger

For at sikre, at dit projekt kan gennemføres inden for projektperioden, er det en god idé at indhente miljøgodkendelse og byggetilladelse i god tid, også selvom du først skal indsende dokumenterne, når du søger om udbetaling.

Du skal faktisk kun vedlægge bilag til din ansøgning, hvis det er nødvendigt at argumentere for, at du opfylder 830 timerskravet. Alle andre bilag vil ikke have betydning for, om du får tilsagn om tilskud eller ej. Tværtimod skal vi blot brug tid på at gennemgå bilaget, hvilket forlænger sagsbehandlingen af din ansøgning.

Landbrugsstyrelsen har opdateret vejledningen, og på tilskudsguiden kan du læse mere om tilskudsordningen og om, hvordan du søger.

I vejledningen og på tilskudsguiden kan du blandt andet læse om, hvad styrelsen giver tilskud til, hvem der kan søge om tilskud og betingelserne for tilskud. Du kan også læse om, hvordan du søger om tilskud og finde vejledninger til ansøgningen.

Særligt for økologer

De økologiske normtimesatser vil først blive lagt ind i Tast selv-service den 29. august 2018.

Indtil den 29. august 2018 sker beregningen af arbejdskraftbehovet for alle ansøgninger med normtimesatserne for den konventionelle produktion. Hvis du som økolog har indsendt din ansøgning før den 29. august 2018 og beregningen viser, at arbejdskraftsbehovet er under 830 timer, skal du begrunde, hvorfor din virksomhed overholder arbejdskraftsbehovet.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.