Nu slagtes køer igen

Antallet af slagtede køer er tilbage ved normalen, mener kvægrådgiver.

Efter en periode, hvor mælkeproducenterne fyldte staldene, er landmændene nu igen at slagte køer og kvier. Det viser tal fra Landbrug & Fødevarer.

For køer er der 18,6 pct. flere slagtninger, når man sammenligner årets første 20 uger med de samme uger sidste år.

Er det så den tilpasning, der viser, at der vil tilflyde mindre mælk i indvejningen til mejerierne? Nej, vurderer Karsten Brødbæk, kvægrådgiver hos LandboNord.

"Nu er vi ved at være oppe på det, jeg vil kalde det normale antal slagtninger," siger Karsten Brødbæk.

Han påpeger, at mange landmænd slagtede ned i 2014 og starten af 2015, men så gearede op igen i stalden i første halvår 2015.

"Så gearede de op igen for at have fuld gas på motoren med antallet af køer," siger Karsten Brødbæk.

Også hen over sommeren blev der kun slagtet færre køer. For hele 2015 dykkede antallet af slagtede køer med 19 procent.

"Det er det, der er ved at komme tilbage nu til normal standard," siger Karsten Brødbæk.

Kvægrådgiveren påpeger, at også den lave efterspørgsel fra udlandet efter køer til levebrug kan tænkes at have medvirket til det øgede antal slagtninger af køer.

Slagtninger af kvier og kviekalve er steget 15 procent, så også opdrættet tilpasses den nye situation.

Karsten Brødbæk forventer dog ikke, at mælkeindvejningen er ved at falde. Selvom nogle stalde er blevet tømt for køer, så har andre mælkeproducenter øget produktionen.

"Vi ser en stigende mælkeydelse hos køerne. Det er det eneste modtræk, landmanden har mod den faldende pris – at putte ekstra liter i tanken," siger Karsten Brødbæk.

Desuden har nogle landmænd nye stalde eller udvidet.

Karsten Brødbæk siger dog, at nogle landmænd burde overveje at lade køernes mælkeydelse falde op mod slagt for i stedet at øge tilvæksten. Det viser hans regnestykke.

"Det kan være bedre at acceptere en mindre mælkeydelse, hvis man samtidig kan lægge ekstra kilo på koen," siger Karsten Brødbæk.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.