Ny rekord: Danske landmænds mælk hiver milliarder hjem til Danmark

For første gang nogensinde har de danske mejerier eksporteret for mere end 10 mia. kr. på et halvt år. Det er 1,4 mia. kr. mere end første halvår i 2016.

I første halvdel af 2017 passerede værdien af dansk mejerieksport for første gang den magiske grænse på 10 mia. kr. Helt nøjagtigt endte mejerierne med at eksportere ost, smør, mælkepulver og andre mejeriprodukter for i alt 10,14 mia. kr. Det beretter Mejeriforeningen.

Det er en markant stigning i forhold til første halvår i 2016, hvor eksportværdien var 8,7 mia. kr. Med andre ord en stigning på 1,4 mia. kr.

Væksten er især drevet af stigende priser på mejeriprodukter.

Mængden af ost, der eksporteres, er således ’kun’ steget med tre pct., mens værdien af denne eksport er steget med 16 pct. til 5,53 mia. kr.

Udviklingen ses endnu tydeligere på smør: Her er mængden af eksporteret smør faldet med 15 pct., og alligevel har mejerierne tjent 3 pct. mere i forhold til første halvår af 2016.

Den produktgruppe, der procentvis er steget mest i værdi, er mælkekonserves (pulverprodukter): + 22 pct. til 2,5 mia. kr.

Det er ost, der fylder mest i eksportregnskabet, idet osten tegner sig for 55 pct. af mejeribranchens samlede eksportværdi.

Positive forventninger til resten af året

Chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer Niels Ole Nielsen ser optimistisk på udviklingen for resten af året:

"Lige nu ligger vi på et rimelig højt prisniveau, og det ser ud til, at niveauet vil blive højere her i anden halvdel af 2017. Så alt andet lige kan vi forvente, at mejerieksporten for hele 2017 sætter ny prisrekord."

På importsiden steg den danske import af mejeriprodukter i første halvår til i alt 2,3 mia. kr. – en stigning på 14 pct. Ost udgør ca. halvdelen af værdien, og generelt er det også her de stigende priser, der har fået importværdien til at stige.

Nedenfor: I første halvår af 2017 blev der eksporteret mejeriprodukter for mere end 10 mia. kr. – en markant stigning i forhold til første halvår 2016. Eksporten af blandingsprodukter, som blandt andet omfatter smør og ost tilsat vegetabilsk olie, indgår ikke i tallene. Kilde: Danmarks Statistik / Landbrug & Fødevarer.

Mio. kr.1. halvår 20161. halvår 2017Vækst fra 16 til 17
Eksport8.71510.13816%
Mælk og konsummælkprodukter1.1571.34616%
Mælkekonserves2.0502.49122%
Ost4.7645.53216%
Smør og smørolie7447683%

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.