Rådgiver: Rekordfå sporer og bedre afregning går hånd i hånd

Danske mælkeproducenter er blevet bedre til hygiejne og har fået en bedre grovfoderkvalitet. Antallet af sporer i mælken er faldet stødt - sidste år med 20 procent.

På 10 år er antallet af sporer i mælk faldet, og det forbedrer landmandens afregning fra mejeriet.
Det geometriske gennemsnit for sporer i 2015 lå på 142, hvor sporetallet sidste år var på 113. Dermed er der sket et fald på 20 procent.

Ifølge kvalitetsrådgiver fra Seges, Henrik Abildgaard Hansen, er hovedårsagen bag forbedringen, at der er kommet større fokus på grovfoderkvalitet, og at landmændene er bedre til at rense køernes yver med skum inden malkning.

»Grovfoderkvaliteten har rigtig meget at sige til antallet af sporer, og hovedsagen er, at vi de senere år har haft øget fokus ensilering, gode opbevaringsprocesser af grovfoder og udtagningsteknik,« siger han.

Der har de seneste år kørt flere konkurrencer med at lave det bedste og den største mængde af grovfoder, hvor landmændene har haft fokus på god kvalitet, siger Henrik Abilgaard Hansen.

En anden grund til det lavere antal sporer skyldes også, at malkerutinerne og fokus på smittespredning er blevet bedre, påpeger han. Ved at flere landmændene bruger specielt skum til køernes yver inden malkningen, efterfulgt af en aftørring og formalkning, får landmændene fjernet flere bakterier og dermed mindsket antal sporer.

»Det er landmændene helt klart blevet bedre til,« siger han.

Konsekvenserne ved højt antal sporer i mælken kan være med til, at for eksempel osten begynder at revne og lugte dårligt, hvorfor mejeriet må kassere osten, forklarer han.

Samtidig har ensilagens kvalitet stor betydning for køernes foderoptagelse, produktion og sundhed.

»Hvis der er højt antal sporer i ensilagen, er der også tab af energi i ensilagen. Det går udover køernes energiforsyning,« siger han.

Kvalitetsrådgiveren mener, at krisen hos mælkeproducenterne har været med til at forbedre grovfoderkvaliteten. Det presser landmændene til at optimere produktionen, siger han.

Han tror, at antallet af sporer i mælk vil blive stabilt lavt, fordi de resterende mælkeproducenter er dygtige.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.