Så meget faldt mælkeprisen hos Arlas ærkerival

Omsætningen i Arlas ærkerival klarede sig bedst - men mælkeprisen til andelshaverne dykkede markant.

Det er også hårde tider for mælkeproducenterne i Holland. Arlas ærkerival, det hollandske andelsselskab FrieslandCampina er netop kommet med regnskab, og her viser tallene sort på hvidt, at krisen også hærger her.

Mælkeprisen, den såkaldte performance pris, der viser mælkeafregningen til andelshaverne med alle tillæg og efterbetalinger, dykkede med hele 17,4 procent i 2015 i forhold til 2014. Dermed endte prisen på 0,3723 euro/kg; svarende til 2,77 kr/kg.

Uenighed om DanAvl: Danske Svineproducenter træder ud af VSPSvin · Økonomi 30. maj · 15:18

Med det prisniveau ligger FrieslandCampina dog fortsat foran Arla, der endte med en Arla-indtjening for 2015 på 0,337 euro/kg. De to tal kan ikke sammenlignes øre for øre, da der er forskel i opgørelse og indregning - men billedet er, at den hollandske konkurrent igen ligger lige en spids foran sin nordiske konkurrent.

Når det gælder mælkeproduktionen, så modtog FrieslandCampina 3,3 procent mere mælk i 2015. Det betød, at der blev kørt 11.066 mia. liter mælk ind i tankbiler på koncernens mejerier. Tallene viser dog, at andelshaverne øgede deres produktion væsentlig mere; nemlig med 6,4 procent til 10.060 mia. liter, så mejeriselskabet har reduceret indtaget af kontraktmælk en del.
Bedre salg i Asien
Topchef Roelof Joosten udtrykker tilfredshed med mejeriets præstationer i et år, han pointerer var omtumlet.
»I et mejerimarked præget af usikkerhed, klarede FrieslandCampina sig godt. Dette gode resultat kunne i nogen grad afbøde faldene i mælkeprisen til vores andelshavere,« udtaler han i en meddelelse.
Især fremhæver mejeridirektøren, at bedre salg på de asiatiske markeder var med til at løfte resultatet for selskabet. Her blev der nemlig solgt mærkevarer til gode priser, hvorimod priserne på ost og smør samt mælkepulver styrtdykkede hjemme i Europa.
FrieslandCampina investerede 536 mio. Euro (4 mia. kroner) i annoncering og markedsføring - en stigning på 185 mio. Euro (1,4 mia. kroner) i forhold til 2014.
Omsætningen hos hollænderne faldt 0,7 procent til 11,265 mia. Euro. Dermed er hollænderne fortsat foran Arla på størrelsen, da Arla indkasserede en omsætning på 10,262 mia. i 2015.

Tip os

Kommentarer

Forsiden lige nu