Slagtekalvsproducenter mangler dyr: Salmonella bør bekæmpes hårdere

Ifølge Danske Slagtekalveproducenter konstateres der salmonella i stadigt flere kvægbesætninger. Derfor kræver foreningen nu, at Dansk Kvæg følger op på salmonella-handlingsplanen.

Danske Slagtekalveproducenter mener, at der er hårdt brug for at få sat fornyet skub i bekæmpelsen af salmonella i kvægbruget.

"Blandt slagtekalveproducenterne er der problemer med at skaffe det antal kalve, som der er brug for i produktionen," siger formanden for Danske Slagtekalveproducenter, Lasse Olsen.

"Vi kræver, at Dansk Kvæg nu kommer på banen og får fulgt op på salmonella-handlingsplanen," siger han.

"Selv om den stort anlagte salmonella-handlingsplan havde som mål at gøre kvægbruget salmonella-frit senest i 2016, så tyder meget på, at det her et år efter faktisk går den gale vej," siger Lasse Olsen.

"Via mine kontakter rundt omkring i landet hører jeg nemlig, at der konstateres salmonella i stadigt flere besætninger," fortæller formanden.

Formand: Dansk Kvæg skal på banen

Det store flertal af slagtekalveproducenterne har salmonella-status 1. De undgår at købe kalve fra besætninger med salmonella-status 2 på grund af risikoen for så selv at havne i status 2, forklarer han.

"Er man først havnet i salmonella-status 2, kan man ikke sælge dyr til levebrug. Og er man tilmed så uheldig, at slagteriet finder salmonella i et af ens dyr, overføres man automatisk til status 3. Så kommer man under offentligt tilsyn og påføres dyre særslagtninger," siger han.

Behov for flere status 1-besætninger

Mange af de cirka 35.000 kalve, der eksporteres om året, kommer fra besætninger med salmonella-status 2, siger han.

"Målet må i første omgang være at få gjort en indsats, så disse besætninger kan løftes over i status 1," siger Lasse Olsen.

Kalvene fra de nye salmonella-status 1 besætninger ville være nemmere at sælge til slagtekalveproducenter herhjemme, siger slagtekalvsproducentsformanden.

"Dermed ville mangelen på kalve til opfedning mindskes," slutter formanden for Danske Slagtekalveproducenter.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.