Traktorfører skriver gylle-digt: Jeg blev træt af at få smidt en finger i hovedet

Der ligger måske en lille poet gemt i maven på tidligere traktorfører Peter Grundtvig Madsen, Randers. Han har forfattet et lille digt, som er henvendt til bilister og andet godtfolk, der mister tålmodigheden, når landbruget kører gylle ud.

"Gyllesæsonen er jo så småt i gang, så her er et lille digt."

Sådan lød beskeden fra Peter Grundtvig Madsen i landbrugsavisen.dk´s  indbakke forleden dag. Digtet blev skrevet sidste år, mens Peter G. Madsen arbejdede som traktorfører for plante- og svinebedriften Nordvestgaard ved Randers.

Landbrugsavisen.dk har ringet til den jyske poet, og spurgt ham, hvordan søren man kommer på at skrive et digt om gyllekørsel.

"Der har været så meget ballade med folk, når der bliver kørt gylle, selv om vi jo prøver at holde gylletrækket ind til siden så meget som muligt. Og ja, jeg var nok træt af at få smidt en finger i hovedet. Så jeg skrev digtet på tre minutter, men jeg læssede et læs gylle," fortæller Peter Grundtvig Madsen, der glemte at sende digtet sidste år - så nu blev det altså sendt i begyndelsen af indeværende gyllesæson. 

Han nægter pure, at der ligger en poet gemt i maven på ham, for han har hverken før eller siden gjort det i at skrive digte.

Sidste sommer gik han desværre ned med stress efter høsten, og så sagde han stop for arbejdet i landbruget efter 12 år. I dag er han ved at tage stort kørekort, og planen er at få et job som lastbilchauffør.

Her er Peter Grundtvig Madsens gylle-digt:

Vi beklager vi må fylde
Når vi kører vor gylle
Smid os ikke på porten
Mens vi kører med lorten
For selvom tid det tager
Bliver lorten til kød og kager

Go' sæson

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.