Tuborgh: Nu kommer prisstigningerne på mælken

Vi har set bunden af markedet, melder Arla-bossen.

"Det har været forfærdeligt. Men vi har set bunden af markedet nu."

Sådan lød hovedbeskeden fra adm. direktør Peder Tuborgh på pressemødet efter Arlas fremlæggelse af selskabets halvårsregnskab.

"Markedet for mælk har været forfærdeligt over hele verden. Mælkeprisen har været på et meget skidt niveau. Men vi har nået bunden og vi er begyndt at flytte os væk fra den nu med den første stigning på mælkeprisen," udtalte han.

"Vi må ikke sige særlig meget af lovgivningsmæssige årsager. Men der vil komme et antal prisstigninger i løbet af de kommende seks måneder," lød det.

Både han og finansdirektør, CFO, Natalie Knight pointerede, at Arla efter deres mening klarer sig over konkurrenterne.

"Man kan ikke se det i vores halvårsregnskab, men vi er på toppen af mælkeprisen sammenlignet med langt de fleste andre mejeriselskaber," sagde de.

Især blev tyske DMK fremhævet. Selskabet er ligesom andre i nabolandet hårdt plaget af, at det tyske marked har været decideret underdrejet.

"Jeg har aldrig set noget lignende. Der har virkelig været pres på de store kontrakter på især private label. Vi vil ikke prøve at bilde jer ind, at vi kan gå på vandet. Men de niveauer vil komme til at ændre sig nu," lød det fra Peder Tuborgh.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.