Video: Landmand undgår fluer med sand i stalden

Fluerne har trange kår på Lerkenfelt Gods, hvor kalvene hviler på sand i sommerperioden.

Det er en fornøjelse at passe kalve, især fordi der ingen fluer er.

Driftsleder Anton Pauwels er mere end begejstret for, at han i slutningen af maj måned tømte alle kalvebokse for dybstrøelse og lagde sand ind. For fluerne har svært ved at formere sig i sandet, og derfor er den normale udfordring med fluer i sommerperioden forsvundet.

Sandet hentes fra en nærliggende grusgrav og er af typen fillersand.

»På omkostningssiden slår sandet også positivt igennem. Vi slipper for at indkøbe halm til strøelse, og sandet er her i forvejen,« forklarer han.

Flis kan også bruges

En anden vej til at mindske flueproblemer er at anvende flis i kalvestalden, mener Erik Andersen, chefrådgiver i ØkologiRådgivning Danmark.

»Sand og flis har nogenlunde de samme positive egenskaber i forhold til at være et medie, som fluer ikke kan formere sig i«, forklarer han.

For at få størst effekt, skal man skifte til sand og flis inden flueplagen sætter ind.

»Hvis man først begynder nu, skal man virkelig være grundig med rengøringen. Der må ikke ligge det mindste tilbage af gammel gødning, halm eller foderrester, for så har fluerne stadig et sted at holde til. Og i denne varme tid går der kun syv dage, før flueæg klækkes«, siger Erik Andersen.

Tilsvarende anbefaler Erik Andersen, at foderrester fra kostalden fjernes fra stalden hver dag og dækkes ned med plastik.

»Man skal også huske løbende at tilføre nyt sand eller flis for at undgå en fast overflade, som let bliver smattet«, lyder rådet fra Erik Andersen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.