Christian Lund er ny kvægformand

Den nye politiske formand for de danske mælke- og oksekødsproducenter er den 43-årige sønderjyske mælkeproducent Christian Lund.

Det bliver formand for Sønderjysk Landboforening og nuværende næstformand i Landbrug & Fødevarer, Kvæg, Christian Lund, der i fremtiden skal varetage de danske kvægproducenters politiske interesser.

Det er netop blevet besluttet på et bestyrelsesmøde i Landbrug & Fødevarer, Kvæg. Her understregede Christian Lund, at han ikke skal fylde skoene ud efter afgående formand Peder Philipp, men har sin egen stil.

"Jeg har tænkt mig at arbejde ud fra den metode, som vi også bruger i Sønderjysk Landboforening, nemlig i høj grad at aktivere bestyrelsen. Jeg går ydmygt til opgaven og glæder mig til at løse de opgaver og udfordringer, som den danske kvægsektor står foran," siger den nye formand.

De kommende opgaver er blandt andet den nye fosforregulering, klimaudfordringerne og den nye landbrugspolitik efter 2020.

Christian Lund overtager formandsposten fra Peder Philipp, der har været formand for Landbrug & Fødevarer, Kvæg i 15 år.

Christian Lund har siden 2012 været formand for Sønderjysk Landboforening og har indtil nu været næstformand i Landbrug & Fødevarer, Kvæg. Den nye formand bor ved Vejen, hvor han har et landbrug med mælkeproduktion. Han er gift og har fire døtre.

I forbindelse med formandsvalget er der også blevet valgt en ny næstformand for Landbrug & Fødevarer, Kvæg. Det er Karsten Villumsen, slagtekalveproducent og formand for Herning-Ikast Landboforening.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.