Minister: Forbudt at smide mørnede dæk på ensilagen

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har bedt Fødevarestyrelsen om at sikre, at deres medarbejdere går ud til ensilagestakken og tjekker, at dækkene, som brugs til at holde plast og net nede, når vinden rusker, er intakte.

Det skriver ministeren i et brev til Karina Due, dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti. I brevet fastslår Esben Lunde Larsen, at det fremgår af foderhygiejneforordningen, at foder "ikke må have en negativ indvirkning på dyrs sundhed".

"Det er derfor ikke lovligt at anvende mørnede og flossede dæk som overdækning på ensilage, da de kan udgøre en risiko for dyrenes sundhed. Overtræder landmanden disse regler, har Fødevarestyrelsen som kontrolmyndighed på området mulighed for at sanktionere," skriver Esben Lunde Larsen.
 
Ministeren har  baggrund af Karina Dues henvendelse i sagen bedt Fødevarestyrelsen om at have fokus på afdækningsmateriale til ensilage i kontrollen.

"Et øget kontrolfokus på området kan medvirke til yderligere at kortlægge problemets omfang samt medvirke til at reducere det," skriver ministeren.
 
Karina Due oplyser, at hun har interesseret sig for sagen, fordi hun har fået gentagne henvendelser fra dyrlæger, der ved obduktion har fundet perforerede tarme på grund af dæktråde.

"Jeg er overbevist om at det skyldes uvidenhed hos de landmænd, der har brugt dæk til presenningerne på marken over ensilage osv," melder Karina Due til Landbrugsavisen.dk.

"Jeg vil gerne understrege, at jeg på ingen måde mener, landmænd handler i ond tro."

"Spiser en ko ensilage med dæktråde kan det blive en langsom og pinefuld død. Det kan man ikke være interesseret i set ud fra et etisk dyrevelfærdsmæssigt synspunkt. Ej heller kan landmanden have nogen interesse i dette da hans ko jo dør og det medfører unødigt tab for ham."

Fødevarestyrelsen har over sommeren haft en løbende dialog med Seges om problemstillingen og hvilke indsatser, der er behov for at iværksætte. Seges har i 2013 uddannet 14 konsulenter som dødelighedsspecialister med speciale i at finde årsagen til dødelighed på en bedrift. Seges kører projektet ”Sænk din ko- og kalvedødelighed”, hvor der også vil blive sat fokus på faren ved dæktråde. Derudover har Seges oplyst, at de vil intensivere information om korrekt brug af dæk til ensilage i nyhedsbrevet Kvæg Nyt og på Facebook.

Karina Due roser, at erhvervet oplyser landmændene om risikoen.

Ministeren lover at følge op på sagen om et år.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.