Landboforening stemte klart nej til BL-medlemskab

Et overvældende flertal gik imod forslag om, at DLS skulle blive medlem af Bæredygtigt Landbrug.

Medlemmerne af DL Sydhavsøerne (DLS) skulle på generalforsamlingen tirsdag aften stemme om, hvorvidt de som forening skulle melde sig ind i Bæredygtigt Landbrug. Derved ville DLS både være medlem af Landbrug & Fødevarer og konkurrenten BL.

Det blev et nej fra medlemmerne, skriver Effektivt Landbrug.

Indstillingen kom fra Vagn Larsen, som sagde, at der på Lolland-Falster og Møn er 190 medlemmer af Bæredygtigt Landbrug. Der er 700 medlemmer af DL Sydhavsøerne - og det ville give god mening at melde foreningen ind, mente han. Han mener, at det ville gøre, at DLS ville arbejde 100 procent for dansk landbrug.

Et stort flertal - 91 procent - af de fremmødte var uenige og stemte nej, skriver Effektivt Landbrug. Kun seks procent stemte ja. Resten var blanke stemmer.

Et af medlemmerne, Peter Palle, sammenlignede forslaget med flerkoneri - hvilket ikke er tilladt i Danmark.

"Og jeg har det dårligt med at Bæredygtigt Landbrug markedsfører sig ved at nedgøre vores dygtige medarbejdere både på Axelborg og Seges. Det er slet ikke mig," sagde Peter Palle ifølge Effektivt Landbrug.

Tidligere har Nordsjællands Landboforening - der også er medlem af Landbrug & Fødevarer - meldt sig ind i Bæredygtigt Landbrug.

En rundringning, som LandbrugsAvisen for fire år siden foretog til formændene for landets landbo-, familielandbrugs- og fællesforeninger, viste, at 37 af 38 foreninger foretrak alene at være medlem af Landbrug & Fødevarer.

Bæredygtigt Landbrugs formandskab meldte sidste år ud, at de anbefaler medlemmerne at melde sig ud af Landbrug & Fødevarer.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle