Landboformand: Grundvandet er bedre end sit rygte

Landboforeningen Odder-Skanderborg er utilfreds med indberetning af grundvandsdata til EU.

"Grundvandets tilstand er bedre end dét, den danske stat har indberettet til EU, og indberetningerne er ikke opdaterede med nyeste viden. Det skal vi have rettet op på hurtigst muligt, så vi undgår en skrævvridning i forhold til de regler, vi skal efterleve i landbruget."

Det fastslog formanden for Landboforeningen Odder-Skanderborg, Jens Gammelgaard, på foreningens velbesøgte generalforsamling den 14. marts i Odder med ca. 160 deltagere.

"Situationen er helt gal, og vi har i de seneste måneder arbejdet med at få det ændret, både lokalt og hos Landbrug & Fødevarer, Axelborg. Vi er meget kritiske over for det faglige grundlag, som ligger til grund for kravet om ekstra efterafgrøder. Prøverne er ikke repræsentative, og det bekymrer os dybt, at EU har forkerte tal om det danske grundvand."

"Fakta er, at Miljø- og Fødevareministeriet selv har beregnet sig frem til behovet for kompenserende efterafgrøder på baggrund af indberetninger fra Aarhus Universitet og GEUS (De nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland). Beregninger, som kraftigt overvurderer landbrugspakkens betydning for kvælstofudledning. Der indgår ikke en eneste målt grundvandsanalyse i arbejdet, det i sig selv er et kritikpunkt."

Enige om at være uenige

Jens Gammelgaard sagde, at kun omtrent to procent af grundvandsforekomsterne i Danmark har ringe tilstand i forhold til nitrat, og at nitratkoncentrationen generelt falder i det yngre grundvand.

Vand kom i det hele taget til at præge generalforsamlingen, som havde deltagelse af politikere fra Odder, Skanderborg og Aarhus Kommuner.

Indsatsplanerne for grundvand i Ry og Låsby, hvor kommunen forventes at give påbud mod brug af pesticider, blev drøftet.

"Det forslag er vi meget uenige i, når det kommer til det faglige grundlag. Regelret anvendelse af pesticider udgør ikke noget problem for grundvandet, det er fastslået af Miljøstyrelsen. Det danske godkendelsessystem er i verdensklasse, og der findes ikke godkendte midler over grænseværdien i drikkevandet," sagde Jens Gammelgaard.

Claus Leick (SF), formand for miljø og planudvalget i Skanderborg Kommune, sagde, at der er forskellige opfattelser af grundvandets kvalitet.

"Vi har en god dialog og et godt samarbejde med landbruget. Vi søger samarbejde med vandværkerne og vi lægger op til frivillige aftaler, men vi er ikke enige med landbruget i denne sag," konstaterede udvalgsformanden.

Aarhus har intet belæg

Gert Bjerregaard (V), medlem af teknisk udvalg i Aarhus Kommune, deltog også. Han kom ind på kommunens planer om forbud mod anvendelse af pesticider. Kommunen har tilbudt lodsejerne beløb for at indgå frivillige aftaler, men landboforeningen mener ikke, at det er rimelige erstatninger.

"Vi skal have rent drikkevand, ja, men det her er en overreaktion, og jeg står ikke bag det flertal, der ønsker at gå den vej. Mit håb er, at I vil blive mødt med respekt i denne sag, når der skal drøftes frivillige aftaler og jordfordeling."

Jens Gammelgaard sagde, at Aarhus Kommunens ikke kan løfte bevisbyrden for, at påbud om pesticidfri drift er nødvendigt for at sikre drikkevandsinteresserne nu og i fremtiden.

Indsatsplan Hundslund

Niels Rosenberg (K), viceborgmester i Odder kommune, oplyste, at der arbejdes med en kommende ny indsatsplan for Hundslund-området, som bliver færdig i år.

Han omtalte desuden kommunens samarbejde med landboforeningen om at beregne nitratudvaskningen fra rodzonen i Indsatsplan Boulstrup. Her har landbruget indleveret udbyttedata for 2015 og 2016.

"Nitratudvaskningen er under grænseværdien på 50 mg," sagde Jens Gammelgaard.

Niels Rosenberg fremhævede godt samarbejde omkring vådområder og generelt.

"Landbruget byder ind med gode løsninger, og vi ser et stort potentiale i samarbejdet," sagde han.

"Vi skal være klar"

Jens Gammelgaard oplyste, at der er nedsat en arbejdsgruppe for landboorganisationer i de kommuner, der vil indføre pesticidforbud. Gruppen mødes med jurister og rådgivere fra Seges samt Landbrug & Fødevarer, og formålet er løbende at være orienteret om, hvad der sker.

"Vi skal være klar til at påklage et påbud, så snart landmanden modtager et sådant. Vi skal selvfølgelig beskytte vores grundvand og have rent drikkevand, men vi skal diskutere rimeligheden i de politiske principper i de situationer, hvor de kan føre til et forbud mod brug af pesticider uden skade for grundvandet."

Faktaboks

Jens Gammelgaard blev genvalgt som formand og Ole Larsen blev genvalgt som næstformand. Til bestyrelsen var der nyvalg til Claus Fenger og Christian Pries Andersen, mens der var genvalg til Henrik Næsted Nielsen, Karsten Nielsen og Henrik Høy Thomsen. Peter Wiese genvalgtes som suppleant.

Til deltidsudvalget var der genvalg til Torkil Skovgaard Sørensen og til Åbent Landbrug genvalgtes Knud Gammelgaard og Tenna Juul Sørensen for henholdsvis Skadeborg – og Odder-udvalget.

Formandskabet og bestyrelsen blev i løbet af aftenen takket af mange for deres store indsats for at skabe gode vilkår for landbrugserhvervet.

Foreningens regnskab blev godkendt med et overskud på 343.917 kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle