LandboNord: Landbrug sprænger egne budgetter

Det ser fornuftigt ud for de nordjyske landbrug, når LandboNord kigger budgetterne igennem her halvvejs gennem året. Bedst ser det ud for svineproducenterne, som i øjeblikket får en noget højere notering, end der var budgetteret med.

Mens landmændene så småt begynder på årets høst, så bliver der løbende regnet på landbrugets nøgletal i LandboNord.

I øjeblikket bliver der lavet halvårsstatus i forhold til de budgetterede afregningspriser, og det ser fornuftigt ud.

"Generelt ser vi, at landmændene får en højere pris for deres produkter, end vi umiddelbart har budgetteret med. Det giver grund til optimisme, hvis det fortsætter i andet halvår," siger vicedirektør i LandboNord, Andreas H. Brandt, i en pressemeddelelse.

Højere priser på svin og mælk

På områderne svin og kvæg, har LandboNord kigget på fire punkter: Salg af grise på 7 og 30 kilo, salg af slagtesvin med en slagtevægt på 84 kilo og afregningsprisen for mælk. På alle fire områder ligger afregningsprisen højere end budgetteret.

For 7 kg grise er afvigelsen 29 kroner, for 30 kg er den 52 kroner, for slagtesvin er afvigelsen 0,96 kr/kg og for mælken er det 8,25 øre/kg.

"Indtil videre har det betydet en mærkbar forskel på indtægten for den enkelte landmand det første halve år. Eksempelvis har en svineproducent med 1100 årssøer nu en ekstraindtægt på 906.000 kroner det første halve år, end der var budgetteret med," siger Andreas H. Brandt.

Fokus på at udvikle bedriften

Ekstraindtægten falder dog på et tørt sted, for flere producenter. Både mælke- og svineproducenter, har kørt med nedslidning af produktionsanlægget og manglende afdrag.

"Nu bør der være fokus på at afvikle gæld, så man igen kan få frihed til at udvikle sin bedrift. Flere steder er produktionsapparatet så nedslidt, at det på sigt kan gå ud over konkurrenceevnen. Holder man skarpt øje med fremstillingsprisen – også i gode tider, vil effekten vise sig på den lange bane. Så lige nu er der grund til at glæde sig over de gode takter, som forhåbentlig også fortsætter i næste halvår af 2017," siger Andreas H. Brandt.

Afregningsopfølgning 1. halvår 2017

Kr.7 kg
1.100 Søer
30 kg
1.100 Søer
Slagtesvin
10.000 Stk
Mælk
250 Køer
Budget, pr. enhed2133579,752,60
Realiseret, pr. enhed24240810,712,68
Ekstra indtægt for 1. halvår 2017520.000910.000200.000100.000

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle