Landmænd bruger mere zink end hidtil antaget - stadig det bedste alternativ

Ifølge en aktindsigt i en statistik fra Fødevarestyrelsen, som fagbladet Ingeniøren har fået, stiger forbruget af medicin med zinkoxid – stik imod hensigten. Zink er stadig at foretrække, siger sektorchef fra VSP.

Stik imod de politiske hensigter stiger forbruget af medicin med zinkoxid, som forhindrer smågrise i at udvikle diarré, skriver Ingeniøren i en artikel onsdag den 8. februar.

En rettet statistik fra Fødevarestyrelsen, som Ingeniøren har fået aktindsigt i, viser, at forbruget af medicinsk zinkoxid i de danske svinestalde er steget med 16 procent fra 2010 frem til udgangen af 2015. I samme periode steg produktionen af svin 9 procent.

"Jeg anerkender, at der er en stigning, men når man korrigerer stigningen i produktionen af svin, er den ikke så signifikant, ” siger Sektorchef for Svineproduktion, "Christian Fink Hansen, til Landbrugsavisen.dk

Professor Henrik Westh siger til Ingeniøren at det stigende forbrug er utilfredsstillende.

"Et stigende forbrug af zink forhindrer, at der er en effekt af at reducere antibiotikaforbruget, specielt på MRSA," siger professoren.

Han leder MRSA Videncenter på Hvidovre Hospital og har netop fået sæde i den ekspertgruppe, som fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har nedsat igen for at komme med forslag til at bekæmpe de antibiotikaresistente bakterier, der nu findes i to tredjedele af svinestaldene.

Lukker øjnene for zink-forbrug

Den rettede statistik viser modsat de tidligere, fejlramte udgaver, at forbruget af zink er steget nogenlunde jævnt de seneste år.

"Det kan være en af de medvirkende årsager til, at vi ikke har fået bedre styr på antibiotikaresistensen," siger Henrik Westh, som vil drøfte statistikken med resten af udvalget.

Ifølge professor Frank Aarestrup fra DTU Fødevareinstituttet er zink potentielt et lige så stort problem som antibiotika.

"Men det har vi valgt at lukke øjnene for," siger han.

Frank Aarestrup påpeger, at zink ikke blot skaber resistente bakterier, men også kan udvikle sig til et stort miljøproblem, fordi langt hovedparten havner i gyllen. Derefter bliver den spredt på markerne og videre i miljøet.

Af samme grund har Det Europæiske Lægemiddelagentur for nylig foreslået helt at forbyde zinkoxid til grise. Christian Friis, der netop er gået af som professor ved Københavns Universitet, sad i den komité, som foreslog forbuddet. Han fremhæver, at landmændene bruger zink for at forhindre, at smågrisene får diarré, når de fravænnes.

"Vi bruger zink forebyggende, og det skal vi holde op med. Det er ikke i orden, at forbruget stiger,"siger han.

Zink er bedre end antibiotika

I Landbrug & Fødevarer påpeger sektordirektør for svineproduktion Christian Fink Hansen, at antibiotikaforbruget til svin er reduceret med 8,5 procent de seneste par år.

"Vi arbejder på at nedbringe forbruget af både zink og antibiotika, men hvis vi skal vælge mellem de to, så foretrækker vi en periode at benytte zinkoxid,"  siger han til Ingeniøren.

Og sektorchefen uddyber overfor Landbrugsavisen.dk

"Når vi på et tidspunkt skal finde et alternativ til zink, så kommer vi ikke til at finde noget, vi direkte kan erstatte det med. Løsningen bliver en kombination af mange faktorer, herunder fodring og management, og bliver et langt sejt træk, "siger han.

Indtil første januar 2016 var han ansat som forsker på Københavns Universitet på  Institut for Produktionsdyr og Heste, Københavns Universitet og leder af Center for research in pig production and health – CPH Pig. Han har arbejdet meget med netop mave-tarmsygdomme hos svin.

Styrelse: Uden zink stiger antibiotikaforbruget

I den handlingsplan mod svinebakterien MRSA, som et næsten enigt folketing vedtog i 2015, står, at der skal være fokus på at nedbringe forbruget af zink. Alligevel afviser Fødevarestyrelsen at gribe ind. Sektionsleder Tim Petersen henviser til, at handlingsplanen kun beskriver, at styrelsen skal være med til at sætte et forskningsprojekt i gang, som den nu afventer resultatet af, og at den fører kontrol med, at zinkoxid bruges lovligt.

"Fødevarestyrelsen kan ikke gribe ind over for brugen af zink. Vi kan derimod gøre det, vi er blevet bedt om. Hvis man bare forbød brugen af zink, er der risiko for øget dødelighed blandt grisene og for, at antibiotikaforbruget stiger,"siger han.

Enhedslistens landbrugsordfører, Maria Gjerding, stillede det spørgsmål til fødevareministeren, som bragte Ingeniøren på sporet af den fejlramte statistik og det øgede forbrug.

"Vi har slet ikke zink inde på den politiske radar, hvilket er absurd. For når vi har fået et øget forbrug af zink, så har vi overhovedet ikke høstet gevinster i forholdt til at hindre resistestensudvikling. Vores arbejde med at nedbringe antibiotikaforbruget med differentieret gult kort-ordning er stort set spildt, når landmændene bruger løs af et andet stof, som er næsten lige så farligt," siger hun.

Det har ikke været muligt for Ingeniøren at få en kommentar fra Esben Lunde Larsen. Ministeriets pressefolk henviser til, at der er tvivl om tallene.

Ingeniørens aktindsigt omfatter også zinkforbruget for 2016.

Den viser en stigning, men kort inden fagbladets deadline henvendte Fødevarestyrelsen sig, fordi medarbejderne har fundet endnu en fejl i databasen.

Det tyder på, at forbruget af zink er faldet sidste år og ikke steget. Forbruget ligger dog stadig over 2010, og tallene var endnu ikke endeligt konfirmeret ved Ingeniørens deadline.

 

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle