Landmænd får gavn af atomaftale med Iran

Atomaftale med Iran kan gøre det billigere for landmænd. Olieprisen er faldet, og det betyder billigere diesel og benzin.

Landbruget kan se frem til en lavere og mere stabil oliepris, efter Iran har indgået en atom-aftale med seks stormagter, skriver DAGBLADET Ringsted.

Aftalen vil blandt andet gøre det muligt for Iran igen at eksportere olie, når aftalen er fuldt implementeret, og landet har allerede omkring 30 millioner tønder olie på lager klar til eksport, fortæller råvareanalytiker hos Danske Bank Jens Nærvig Pedersen.

"Der er potentiale til en masse ny olie fra Iran, som har lave produktionsomkostninger. Så det er billig olie, og mere billig olie på markedet vil lægge et pres på olieprisen," siger han.

Olieprisen er faktisk allerede faldet omkring 10 procent fra slutningen af juni til midten af juli, så en tønde Nordsø-olie i dag koster cirka 56 amerikanske dollar, og det kan mærkes i et energitungt erhverv som landbruget.

Det bliver simpelt hen billigere for landmanden at fylde benzin og diesel på sin traktor, når han skal ud i marken.

"Det giver landmanden lavere brændselsomkostninger, og hvad han ellers har af energiomkostninger vil også blive lavere og gøre hans forretning mere rentabel. I dansk perspektiv spiser den stigende dollar-kurs noget af gevinsten, men landmanden vil stadig kunne mærke det og alt andet lige få en gevinst ud af aftalen," siger Jens Nærvig Pedersen fra Danske Bank.

Udsigten til ro om olieprisen bliver modtaget positivt hos Torben Hansen, der er formand for Landboforeningen Gefion.

"Jeg glæder mig over aftalen, og jeg synes, oliepriserne er på et rigtigt fornuftigt niveau nu. Jeg tror, at rigtig mange danske landmænd har ønsket sig stabile oliepriser, for det er 10 gange mere sundt for erhvervet med et stabilt niveau," siger Torben Hansen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle