Landmænd får nej til kvælstoffikserende afgrøder som miljøfokusområde

Dan Jørgensens tiltag om kvælstoffikserende afgrøder blev afvist af Enhedslisten og SF.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) havde luftet muligheden for, at danske landmænd ligesom resten af deres kolleger i Europa får lov til at anvende kvælstoffikserende afgrøder som miljøfokusområde. Det vil hjælpe dem til at leve op til EU-kravene.

Men det bliver et nej. Det står klart, efter Enhedslisten og SF har meddelt, at de går imod forslaget.

Listen over tiltag, der skal kunne anvendes som miljøfokusområde i Danmark, er aftalt i et bredt forlig i Folketinget, der omfatter alle partierne. Derfor skulle en eventuel udvidelse med listen til også at omfatte kvælstoffikserende afgrøder træffes i enighed blandt alle partier.

Det har nu vist sig, at det forslag, som fødevareministeren havde lagt frem, ikke kan støttes af Enhedslisten og SF. Baggrunden for dette er, at EL og SF (som de meddelte ministeren) ”ikke [kan] acceptere modellen med kvælstoffikserende afgrøder som miljøfokusområde fordi det ville være en markant udvanding af definitionen af miljøfokusområder p.g.a. anvendelse af insekt- og nedvisningsmidler og den større udvaskning af kvælstof”.

Erling Bonnesen, V, har efterfølgende forespurgt, hvorvidt EL og SF ville acceptere, at der blev indgået en delaftale uden om dem. Det har de afvist.

Landbrug & Fødevarer tilføjer, at den model, som fødevareministeren havde lagt frem, i forvejen var tæt på at være uanvendelig for danske landmænd. Det skyldes, at der var krav om etablering af efterafgrøder efter alle kvælstoffikserende afgrøder.

L&F har overfor ordførerne og ministeriet fremhævet, at det krav er overflødigt - samt understreget, at efterafgrøderne som minimum skulle kunne erstattes af en vinterafgrøde (som det fx er muligt i Tyskland og Sverige).

Ovennævnte eksempel viser med al tydelighed, hvor svært det - også for en kommende regering - vil være at navigere i forhold til implementeringen af EUs landbrugspolitik, når den er omfattet af et forlig, der er indgået af alle Folketingets partier. Venstre er derfor i overvejelser om, hvorvidt forliget skal opsiges forud for det kommende valg, så en ny regering efter valget er mere frit stillet i forhold til at ændre den nuværende implementering

Emneord

l&f , eu , miljø

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle