Landmænd hober data op - brug dem og spar penge

Landmænd har en masse data om deres landbrug, som de ikke bruger. Ved hjælp af robotteknologi skal de lære at udnytte information om afgrøder og ukrudt bedst muligt, fortæller Marketing Manager Maria Gravesen.

Landmænd skal begynde at tænke smartere ved at bruge data om deres landbrug og afgrøder og kan samtidig spare penge og energi.

Det er budskabet hos marketing manager Maria Gravesen fra B&R Automation, da hun fredag 22. september holdt oplæg på Vækst '17-konferencen i Odense.

"I dag hober landmænd en masse data op – men de skal også lære at bruge dem. Hvis landmanden bruger data, der allerede er tilgængelig, kan maskinen ude i marken rapportere tilbage, hvordan afgrøderne har det", fortæller hun.

Maria Gravesen arbejder til dagligt i B&R Automation, der leverer hardware og software virksomheder, der bygger industrimaskiner til produktionen, og som fokuserer på automatisering og dataopsamling. 

Den grundlæggende idé er, at landmandens nuværende data skal tænkes bedre ind i teknologien – f.eks. ved indsamling af data om afgrøderne ude i marken, der videresendes, og så kan man bedre vurdere afgrødernes tilstand og dermed minimere ressourceforbruget.

"På den måde behøver landmanden kun bruge f.eks. sprøjtemidler, hvor det er nødvendigt. Det sparer penge, tid og energi for landmanden", siger Maria Gravesen.

forbrugerne stiller krav

Hvad landmanden helt konkret kan spare, kan hun ikke spå om, men landmanden skal ikke frygte automatisering.

"Man kan ikke sætte tal på, da det afhænger af flere faktorer. I stedet for at tænke, at en selvkørende traktor koster mange penge, så start ved det sted, du allerede er: ’Hvad er det for noget data, som jeg har, og hvordan kan jeg måle og tænke det ind i min forretningsmodel?"

Hun påpeger, at forbrugere i specielt fødevarebranchen efterspørger produkter, som lige præcis er tilpasset deres behov, f.eks. krav om oprindelsen på produktet, de spiser. Det kan landmænd se som en fordel, mener hun.

"Forestil jer, at vores landmænd opsamler data om det korn, der bliver høstet, så vi også med brødet kan få oplysninger. Hvilken landmand har produceret det, hvor lang tid har afgrøderne ligget i laden, før det kom til produktionen, hvor meget gødning etc. Så er der en konkurrencefordel!", siger hun.

Intet IT-kursus

Maria Gravesen peger på, at deres teknologi er ganske simple at håndtere, for det er ikke meningen, at landmanden skal tilbage på skolebænken.

"Robotter er i dag utrolig nemme at programmere. Hele tanken med at du har brug for en ingeniør, der skal komme, hver gang en maskine ikke virker, er ikke holdbar i længden. Derfor skal den være nem at gå til", siger hun.

Rettet 26. september kl. 23.24: Der stod ved en fejl, at Maria Gravesen arbejder for Universal Robots. Hun arbejder ved B&R Automation.

Rettet 27. september 09:58: Uddybbelse af  B&R Automation og fjernelse af teksten om robotarme, som B&R Automation ikke producerer. I stedet er tilføjet nyt citat om om forbrugerkrav og konkurrencefordel.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle