Landmand føler sig snydt af kommune

Landmand og minkavler Henning Nielsen føler sig snydt af Holstebro Kommune, fordi han ikke blev informeret om ændringer i en klagesag om betaling af nye rør. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Han var sammen med to andre landmænd i 2015 med til at vinde en klagesag over kommunen, der ville have pålagt  426.000 kroner i omkostninger til landmændene for deres nytteværdi af de nye cementrør i »afløb fra Lukkesdam«. Kommunen har selv betalt 800.000 kroner til de nye rør.

Landmændene vandt i Taksationskommissionen, men få dage efter kommunen tabte sagen, sendte den samme sag i høring med nogle formelle ændringer. Henning Nielsen fik et brev om, at han kunne læse om den nye afgørelse på kommunens hjemmeside, men han havde forventet at få et brev med sagens detaljer, klagemulighed med videre, ligesom han tidligere havde fået. Nye, nationale regler gjorde, at kommunen ikke havde pligt til dette, skriver avisen.

»Vi opdagede ikke, at den nye sag lå på kommunens hjemmeside, og vi fik ikke klaget i tide. Jeg synes, at vi som borgere blev ført bag lyset, og at kommunen spekulerede i, at vi ikke ville se det,« siger Henning Nielsen til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Kommunens teknikudvalg vil nu drøfte sagen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle