Landmand fik bøde for at skabe kø efter sig - nu sløjfes den

Danske Sukkerroedyrkere har vundet en principiel retssag, melder Færdselsgruppen.

Danske Sukkerroedyrkere har ved retten i Nykøbing F. vundet en principiel retssag om færdsel med traktor og vogn.

Retten har tidligere på året, i maj, frifundet en landbrugsmedhjælper og dermed givet ham medhold i, at han ikke havde mulighed for at holde ind til siden på den pågældende vejstrækning. Det skriver Færdselsgruppen - der repræsenterer landbruget og maskinbranchen - i en pressemeddelelse.

Landbrugsmedhjælperen havde ført en traktor med en tom påhængsvogn med en samlet længde på ca. 18 meter og en bredde på 2,5 meter og en vægt på 18-19 ton over en strækning udenfor tættere bebygget område på ca. en km.

Vejen var bred med en vognbane i hver retning. Bag traktortoget befandt sig et større antal biler, måske 11-15, som på grund af modkørende færdsel havde vanskeligt ved at overhale. Politiet var af den opfattelse, at der på strækningen var fire egnede vigepladser, som der var fremlagt fotos af i Retten.

Efter vidneforklaring fra kommunens vejchef lagde Retten til grund, at ingen af de afbillede rabatter  - vigepladser ifølge politiet - på vejstrækningen var egnede til at standse op på med traktor-tog. Føreren af traktortoget havde derfor ikke haft mulighed for at lette overhalingen af traktortoget på den pågældende strækning.

Det ville ikke have givet mening i situationen at standse på vognbanen. Udenfor tættere bebygget område må køretøjer, hvis totalvægt overstiger 3.500 kg ikke standse med hele eller en del af køretøjet i yderrabatten, jf. færdselslovens § 28, stk. 2, 2, skriver Færdselsgruppen.

Startede med få køer og svin - i dag storlandmand 22. september · 15:14

Ved årlige drøftelser mellem kommunen, politi og Danske Sukkerroedyrkere var det tilkendegivet fra kommunens og politiets side, at traktortog som led i roetransporter ikke måtte trække ud i yderrabatter udenfor egnede vigepladser. Dette skyldes dels risiko for beskadigelse af rabatterne med dybe hjulspor m.v., dels færdselslovens regler om tunge køretøjer.

Danske Sukkerroedyrkere havde anlagt denne sag samt en anden lignende sag tidligere på året ved retten. Dette er sket på vegne af roedyrkere, der havde fået forelagt en bøde for ikke at tage tilstrækkelig hensyn til den øvrige færdsel under deres kørsel med traktor og roevogne til og fra sukkerfabrikken i 2016-kampagnen.

Jørn Dalby, formand for Danske Sukkerroedyrkere, udtaler i den anledning:

"Vi er meget tilfredse med at have vundet sagen. Ved kørsel med traktor på vejene skal alle naturligvis gøre, hvad de kan for at lette overhaling og få trafikken til at glide, men med dommen er det også slået fast, at man ikke kan pålægges at gøre mere, end de praktiske forhold giver mulighed for."

Danske Sukkerroedyrkeres advokat i sagen, Jørgen Thomsen fra Advokatfirmaet Drachmann, redegør for afgørelsen således:

”Ved Retten i Nykøbing Falster er en landbrugsmedhjælper blevet frifundet for overtrædelse af færdselslovens § 22, stk. 2. Reglen pålægger førere af langsomt kørende, pladskrævende køretøjer at være særligt opmærksom på bagfra kommende færdsel, hvis kørebanen er smal eller bugtet, eller der er modkørende færdsel, således at overhaling af det langsomtkørende køretøj vanskeliggøres. Foreligger der sådanne forhold, skal føreren efter bestemmelsen lette overhaling, eksempelvis ved at føre dette ud til siden, så snart dette er muligt."
 

Tip os

Kommentarer

Nyhedsbrev

Forsiden lige nu