Landmand: Jeg er tilfreds med undskyldning

Radio24syv-studievært beklager grove generaliseringer efter reaktioner fra flere landmænd og omtale i LandbrugsAvisen. landmand er tilfreds med undskyldningen.

"Jeg er godt tilfreds med, at man på radioprogrammet »Det, vi taler om« har taget sagen op igen og kommer med en undskyldning og en beklagelse over for de danske landmænd."

Sådan siger smågriseproducent Jimmi Mark Sørensen. 31. Han er medejer af en sobesætning på 700 søer i lejede stalde ved Grenå og altså en af de landmænd, der har reageret på sladdermagasinets krasse omtale af landmænd og husdyrhold i starten af december, hvor alle landmænd over en kam blev hængt ud som dyremishandlere.

Jimmi Mark Sørensen blev noget overrasket, da han gik hjemme på bedriften ved Grenå og kunne lægge ører til grove beskyldninger af landmænd som dyremishandlere, der var trætte af deres eget lorteliv. Det fik ham til at reagere og sende en sms til programværten Ditte Okman.

»Jeg kunne slet ikke genkende mig selv i den fremstilling, der blev sendt i programmet,« fortæller Jimmi Mark Sørensen, der bl.a. skrev til studieværten, at »Jeg er ikke træt af mit lorteliv. Til gengæld glæder jeg mig over, at grisene trives, og jeg er glad for at arbejde med dyr, som jeg godt kan lide.«

"Vi skal beklage, måske endda undskylde," lød det herefter det fra studieværten Ditte Okman på aktualitetsprogrammet "Det, vi taler om" på radiokanalen radio24syv.

I programmet henviser studieværten til artiklen i LandbrugsAvisen, der bragte et uddrag af debatten i studiet. Og efter at have læst det sort på hvidt må studieværten altså bøje sig:

"Vi gik nok lidt for vidt. Og vi kan godt forstå, hvis nogle landmænd har følt sig stødte".

Hele radioprogrammet med beklagelsen kan høres her. 

Programmet fra den 2. december kan høres her.

Faktaboks

Programmet »Det vi taler om« på Radio24syv tog i december landmænd og deres behandling af husdyr ved vingebenet. I aktualitetsprogrammet kunne man bl.a. høre paneldeltagerne komme med udtalelser som »Konventionelle husdyr behandles som lort«, »Svin bankes af landmænd, der er frustreret over deres eget lorteliv«. Indslaget afsluttes med en opfordring til at »lukke lortet« (landbruget, red.).

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle