Landmand og tidligere Skejby-formand bliver borgmester i Vejle

Vejles Venstre-borgmester trækker sig - gdr. Jens Ejner Christensen, Jelling, overtager posten 1. marts.

Jens Ejner Christensen, landmand fra Jelling, bliver ny Venstre-borgmester i Vejle fra 1. marts.

Det står klart, efter at nuværende borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V), har meldt ud, at han trækker sig pr. 1. marts.

Jens Ejner Christensen (49) har siddet i Vejle Byråd for Venstre siden 2009, hvor han siden efteråret 2016 har været Venstres spidskandidat.

Han har desuden siddet i Folketinget i en kortere periode fra 2014 til 2015.

Før det har han i mange år været  aktiv i landbrugets organisationer, hvor han bl.a. har været formand for Videncentret for Landbrug i Skejby, det nuværende Seges, og medlem af Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse på Axelborg.

Giver chance for synlighed

Arne Sigtenbjerggaard meddelte allerede i august 2016, at han på grund af alder (65) havde besluttet ikke at genopstille til kommunalvalget i november måned i år.

Dog regnede han på det tidspunkt med at ville blive som borgmester indtil valgperioden udløber 31. december i år.

Med den fremrykkede aftræden får Jens Ejner Christensen et lille år til at vise sin duelighed som borgmester inden kommunalvalget.

Det er en beslutning, Jens Ejner Christensen værdsætter.

»Fin gestus«

»Det er en meget fin gestus, Arne Sigtenbjerggaard viser partiet og mig selv, at vi laver det generationsskifte nu. Det glæder mig meget.«

»Hvis Venstre skal genvinde borgmesterposten ved kommunalvalget, skal vi gøre os fortjent til det. Det kræver synlighed fra min side. Og det er klart, at den synlighed, jeg kan skabe som borgmester, vil være betydeligt bedre, end hvis man »bare« er spidskandidat.«

»Arbejderby«

Jens Ejner Christensen understreger, at det, at han nu er sikret borgmesterposten i Vejle frem til kommunalvalget, langt fra er nogen garanti for, at han også er det bagefter.

Siden 2010 har borgmesteren ganske vist heddet Arne Sigtenbjerggaard, men før det har borgmestrene i Vejle gennem næsten 100 år været socialdemokrater eller SF’ere, - det sidste har der været to af.

»Nu er der valgkamp frem til november. Men der ligger bestemt ikke nogen automatik i, at vi i Venstre skal have den post efter kommunalvalget, Vejle har altid været en arbejderby, og hvis vi skal beholde borgmesterposten skal vi gøre os fortjent til det."

»Jeg skal fra nu af bevise, at jeg er i stand til at formidle det brede, politiske samarbejde i byrådet.«

Endnu en landmand

Jens Ejner Christensen er langt fra den første landmand med baggrund i landbrugets organisationer, der gør karriere i lokalpolitik.

Senest er tidligere viceformand i Landbrug & Fødevarer Henrik Frandsen blevet borgmester i Tønder.

»Er landbrugets organisationer en god, politisk skole?«

»Ja, det er bestemt en god skole at være i en interesseorganisation. Jeg har lært meget i de år, jeg har været på Axelborg og ikke mindst i Skejby. Det gør, at man står godt rustet til at varetage en tillidspost. Men alligevel er det noget helt andet at være politiker. Og som borgmester er det ikke kun Venstres interesser, jeg skal varetage, men hele kommunens.«

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle