Landmands bil blev stjålet – fik hjælp fra Facebook

Mælkeproducent Torben Pedersen udlovede dusør på Facebook - og fik sin Landcruiser tilbage i hel stand.

Af Emil Stig Pedersen

Gode råd var dyre, da landmand Torben Pedersen, Mosevang, fra Holsted onsdag morgen opdagede, at hans Toyota Landcruiser var blevet stjålet. Tyvene havde henover natten tiltusket sig nøglen til bilen fra en landejendoms nøgleskab og i ly af nattens mulm og mørke kørt væk i den store, sorte bil.

Så fik Rikke Pedersen, Torbens 22-årige datter, en idé.

"Vi efterlyser den på Facebook", sagde hun til sin far.

Sammen skrev de et opslag på landejendommens Facebook-side Mosevang, der beskrev bilens model og udseende samt udlovede en dusør på 2000 kroner.

Efter halvandet døgn havde Torben Pedersen modtaget seks henvendelser, og allerede på det første tip var der bid. Hans Landcruiser var blevet set på en parkeringsplads i nærområdet. Et par timer senere sad han på chaufførsædet og kunne uden videre selv køre bilen hjem.

»Det er helt vildt, så hurtigt den blev fundet. Facebook-opslaget blev delt af rigtigt mange mennesker«, fortæller Torben Pedersen begejstret til landbrugsavisen.dk.

Dusøren på de 2000 kroner blev givet til personen, der først henvendte sig.

"Politiet fortalte mig, at bilen formentlig skulle benyttes til et indbrud, men nu har jeg fået den tilbage uden én eneste ridse", forklarer Torben Pedersen.

Han understreger, at det er hans datters fortjeneste, at bilen kom så hurtigt hjem. Og at så mange delte opslaget på Facebook – naturligvis.

Derfor vil han også opfordre andre til at gøre brug af sociale medier, hvis de vil efterlyse noget – stort som småt.

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle