Lav pris på økologisk gedemælk presser landmand: "Jeg har allerede sparet alle steder"

Landmænd får 40 øre mindre for økologisk gedemælk end den konventionelle. Nu har Tobias Christensen meddelt mejeriet, at det kun kan køre rundt, hvis mælkeprisen stiger.

I det vestjyske på Tobias Christensens økologiske gedebedrift Nørgaards Geder forsøger han at gøre oprør mod den økologiske gedemælkepris, der er 40 øre lavere end den konventionelle.

"Mælkeprisen har de sidste fire år ligget på seks kroner, men jeg betaler også mellem 50 og 60 øre mere for grovfoder end de konventionelle, så det giver ingen mening", siger han.

Da han startede sit gedehold for fire år siden, gik han ind i erhvervet med gåpåmod. Han vidste, at økoprisen på gedemælk lå lavt, men han regnede ud, at det nok skulle gå.

"Vi håbede da også, at mælkeprisen ville stige. Men siden da er vi dog kun kommet til at skulle betale en del mere for transporten - der er generelt ikke meget økonomi at rykke rundt med. Jeg var blandt de første, der sprang ud i det, så vi kunne ikke rigtig sammenligne os med andre, men nogen skulle jo turde tage springet", siger Tobias Christensen.

I dialog med mejeriet

I dag har han 350 økologiske malkegeder. Hans virksomhed har haft overskud sidste og forrige år, men det har samtidig gjort, at han ikke har kunnet hive løn ud til sig selv.

Til januar skal han dog være far til tvillinger, så et liv uden indkomst holder ikke, når der skal købes bleer og babymos.

Tobias Christensen har derfor meddelt Tebstrup Gedeosteri, at hvis ikke han kan få en bedre mælkepris end de seks kroner, så stopper han med at levere gedemælk.

"De ved jo godt, at så må de nok også dreje nøglen om, for jeg er en af de eneste, der leverer fast til dem. Jeg tror godt, de kan se, at prisen er for lav, men de er også presset. Det nytter heller ikke, at de giver mig en så høj pris, at de ikke kan løbe rundt selv", siger Tobias Christensen.

Han er nu i dialog med mejeriet, som snarest vender tilbage med et svar på, om mælkeprisen kan blive højere.

Danskerne spiser ikke ret meget ged

Et andet problem med gedehold er, at danskerne ikke er ret gode til at spise gedeprodukterne, fortæller Tobias Christensen.

"Det er svært at få danskerne til at spise ged - de tror, det smager af ged. Det er jo ged, men jeg synes, det smager af okse og vildt. Men danskerne har det med, at det skal være gris eller ko - de er ikke så meget for at prøve andre ting, men i udlandet er ged jo ret stort", siger Tobias Christensen.

Hvordan skal det gå dig fremadrettet?

"Jeg plejer da at sige, at fremtidens malkeko er en ged, men nu ved jeg ikke rigtig. Mejeriet vil se, hvad de kan gøre ved prisen, og jeg skal så se, hvad jeg kan gøre den anden vej. Jeg har allerede sparet alle steder, og hvis jeg skal spare mere, så går det ud over dyrene, og det vil jeg ikke", siger Tobias Christensen.

Kan løsningen være at blive konventionel?

"Ja, hvis det er den eneste mulighed, så er jeg villig til det. Nogle ting vil jeg dog gå på barrikaderne med - mine dyr skal gå ude, og jeg kommer heller aldrig til at sprøjte mine marker", siger Tobias Christensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle