L&F afviser svineformands kritik

Viceformand, Lars Hvidtfeldt og svineformand, Erik Larsen afviser svineformands kritik om at tilgodese fjerkræ-og minkavlere frem for svineproducenter i forbindelse med lovforslag om reduktion af fosforudledning.

I en pressemeddelelse tidligere på dagen kritiserede Danske Svineproducenters formand, Henrik Mortensen, Landbrug & Fødevarer for at tilgodese Fjerkræ- og minkavlere fremfor svineproducenterne i forbindelse med et lovforslag om reduktion af fosforudledning.

Men viceformand Lars Hvidtfeldt, Landbrug & Fødevarer, siger i en kommentar til Landbrugsavisen.dk, at han er uenig i Henrik Mortensens kritik. Han fremhæver derimod, at svineproducenterne har opnået gode vilkår sammenlignet med andre sektorer i landbruget.

”Det er faktisk slagtesvinene, der virkelig har fået noget i den her aftale. Henrik Mortensen skal hellere se på det som, at der er blevet vundet noget,” siger han.

Hvis nogen skal kritiseres, skal det være EU-kommissionen, mener Lars Hvidtfeldt.

”Kommissionen har pålagt Miljø-og Fødevareministeriet nogle lavere takster, som vi skulle leve op til. Derfor var vi nødt til at se på, hvordan det kunne gøres. Det var meget uhensigtsmæssigt, hvis fjerkræ og mink skulle have de meget bratte opbremsninger nu, idet de skal leve op til stramninger allerede i 2019, hvorimod svineproducenter først skal leve op til de ændrede krav i 2020.

Nødt til at se på helheden

Formand for VSP, Erik Larsen, mener heller ikke, at kritikken er berettiget.

”Med den viden vi havde på det tidspunkt, kan vi godt forsvare beslutningen. Det er da ærgerligt, at vi skal gå ned på de 39 kg pr. hektar i 2017, men vi er nødt til at se på helheden. Og så vil jeg da også sige, at hvis vi skal arbejde sammen i fremtiden skal man nok ikke gå rundt og sige at folk laver ’lokumsaftaler’,” siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle