L&F glad for nye økologer

Det økologiske areal er større nu end nogensinde før. Det viser en ny opgørelse fra Miljø- og Fødevareministeriet. Den statistik vækker glæde hos Landbrug & Fødevarer.

Ny statistik viser et fortsat boom i økologien. Faktisk har det økologiske produktionsareal aldrig været større, end det er nu. Det viser en ny opgørelse fra Miljø- og Fødevareministeriet.

Ifølge statistikken steg øko-arealet med 36.986 ha fra 31. maj 2015 til 31. maj 2016. Det økologiske produktionsareal voksede altså med 21 procent til 216.794 hektar i 2016 mod 179.808 hektar i 2015. Det svarer til 8,1 procent af Danmarks samlede landbrugsareal.

Det vækker glæde hos Landbrug & Fødevarer. Kirsten Lund Jensen, der er økologichef hos Landbrug & Fødevarer, siger:

”Opgørelsen viser, at der er en markant udvikling i gang i erhvervet, hvor flere landmænd er kommet i gang med at udnytte det potentiale, vi har både herhjemme og internationalt med voksende salg af økologiske varer.”

Størst vækst i Nordjylland

Den største vækst har fundet sted i Nordjylland, hvor det økologiske areal voksede med 37 pct. og nu udgør 45.500 hektar. Det er dog fortsat i Sydjylland, at økologien har den største andel med 11 pct. af det samlede landbrugsareal.  
 
Også antallet af økologiske bedrifter er vokset kraftigt de seneste år. Pr. 31. december 2016 var der 3.311 økologiske bedrifter, hvilket er en vækst på 747 bedrifter på bare to år.

”Tallene i opgørelsen bekræfter den bevægelse, vi ser i salget, hvor forbrugerne putter flere og flere økologiske varer i indkøbskurven. I 2016 udgjorde den økologiske andel af grønsagsproduktionen næsten 27 pct. svarende til 3.100 ha. Det er 500 ha mere end året før,” siger Kirsten Lund Jensen.
 
I forhold til husdyrproduktionen har der i perioden også været vækst næsten inden for alle dyretyper – ikke mindst økologisk slagtekyllingeproduktion, hvor antallet voksede med mere end 35 pct. i 2016 til næsten én million dyr.
 
Sydjylland har den største andel af den økologiske mælkeproduktion og slagtekyllingeproduktion, mens Midtjylland har den største andel af den økologiske svineproduktion og ægproduktion. Nordjylland tegner sig dog også for en pæn del af den økologiske husdyrproduktion ikke mindst i forhold til fjerkræ.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle