LF: Lempelse af afskrivning på IT-udstyr vil øge konkurrenceevnen

It-udstyr forældes, længe inden det er afskrevet. Landbrug&Fødevarer efterlyser nye afskrivningsregler som højteknologisk løftestang for landbrug og andre erhverv. Det skriver Børsen.

I dag må virksomheder afskrive 25 pct. af deres investeringer. Landbrug & Fødevarer foreslår lempet afskrivning af it-udstyr som f.eks. en drone, en computer, en robot eller en 3D-printer med 50 pct. årligt. Grænsen for straksafskrivninger foreslås også hævet fra 13.200 kr. i dag til 25.000 kr. Det skriver Børsen i en artikel onsdag morgen.

"Der er et investerings-efterslæb, som der bør kigges på. Jeg mener, at vi har en mulighed for at blive nogle af de bedste i verden på robotteknologi. Vi ved, at for eksempel droner kan præcisionssprøjte på markerne. Det er til gavn for miljøet,"siger Karen Hækkerup, direktør i L&F.

Forbedrede vilkår for afskrivning af danske virksomheders IT-investeringer kan bidrage væsentligt til styrket konkurrenceevne og øget produktivitet, mener L&F.

"Hvor andre landes landbrugsproduktion er baseret på manuelt arbejde og meget lave lønninger, skal vi i Danmark konkurrere på viden, udvikling og gode arbejdsvilkår. Derfor er det så afgørende, at vi understøtter investeringer i robotteknologi og andet it-udstyr," siger Karen Hækkerup.

Blandet modtagelse

Ifølge Børsen får forslaget en blandet modtagelse blandt politikerne på Christiansborg.

 S er klar til lempede afskrivningsregler til SMV'ernes teknologiinvesteringer og foreslår 500 mio. kr. årligt til formålet. Partiets fødevareordfører, Simon Kollerup, der på det kraftigste vil opfordre regeringen til at give erhvervslivet muligheder for at investere og vokse.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) understreger, at han er optaget af erhvervslivets vilkår, men lempede afskrivningsregler er ikke topprioritet.

"Forslaget fra L&F kan være udmærket, men vi lever i en tid, hvor vi er tvunget til at prioritere midlerne stramt. Derfor prioriterer jeg det, der står i regeringsgrundlaget, højst - eksempelvis en sænkelse af bo- og gaveafgiften for 1 mia. kr., som i høj grad også kommer landbruget til gavn," skriver han i en mail til Børsen.

Stort potentiale

Hos L&F mener man også at det kan gavne andre små- og mellemstore virksomheder.

"Jeg er slet ikke i tvivl om, at dette ikke kun være brugbart for landbruget. Der vil være masser industrivirksomheder, der vil kunne se potentialet i at investere i udvikling af robotteknologi. Vi ser jo også i dag, at robotter der bliver udviklet til ét formål også kan bruges i andre brancher," siger Karen Hækkerup.

I deres forslag har L&F udregnet et varigt provenutab på 175 mio. kr. årligt. Men det er en lav pris at betale for at gøre Danmark til førende i verden, mener de.

"Der er et stort potentiale i at eksportere vores viden til andre lande. Det er i høj grad det, vi skal leve af. Ikke kun i landbruget men i alle danske Små- og mellemstore virksomheder, skal vi hele tiden finde nye løsninger, som vil blive eftertragtet i resten af verden,"siger hun.
 

Faktaboks

It-hardware afskrives efter samme regler som maskiner, køretøjer og inventar, men it-hardware mister hurtigere sin værdi.

Landbrug & Fødevarer foreslår, at it-hardware skal kunne straksafskrives, hvis det koster under 25.000 kr., hvor det i dag er under 13.200 kr.

Hvis det koster over 25.000 kr., skal det kunne afskrives med 50 pct. om året, hvor det nu er 25 pct. årligt.

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle