L&F om ulveangreb: Det skal være nemmere at skyde ulve

Lars Hvidtfeldt, viceformand i L&F, føler med medlemmernes frustrationer og arbejder nu på at gøre det væsentligt nemmere at få lov til at regulere ulve.

”Ulven er til stor frustration og bekymring hos vores medlemmer. Angrebene på husdyr har været stærkt stigende, men mulighederne for at undgå angreb og sove roligt om natten er ikke tilsvarende blevet bedre”.

Sådan lyder meldingen fra Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer, efter at en ulv mandag blev skudt og dræbt, og en 66-årig mand der efterfølgende blev anholdt og sigtet for hændelsen.

”Vi tager selvfølgelig afstand fra enhver form for selvtægt, men vi kan også sagtens forstå, at vores medlemmer er frustrerede”, siger han.

Han sidder lige nu i en arbejdsgruppe bestående af en lang række naturorganisationer, som arbejder på en revidering af ulveforvaltningsplanen.

Selvom der er uenighed om, hvordan forvaltningen helt konkret skal udføres, er det et klart mål for L&F, at det skal blive nemmere at kunne skyde ulven, hvis den er en trussel for mennesker eller dyr.

”Vores helt klare tilgang er, at vi skal kunne regulere ulve. Vi arbejder for, at vi i Danmark også i fremtiden kan have udegående husdyr uden vi skal være usikre på angreb og stress, og uden at vi skal opsætte fordyrende hegn eller sove sammen med dyrene om natten", siger han. 

"Den målsætning er i  øjeblikket  jo stærkt udfordret, eftersom vi har de mange angreb, og fordi ulvebeskyttelsen er skruet sammen, som den er”.

Problemet vil stige

”I kraft af vores befolkningstæthed og landskabet forudser jeg også, at problemerne med ulvene vil stige i fremtiden, hvis vi ikke sætter ind nu. Danmark er for lille et land til ulve", siger Lars Hvidtfeldt.

"Da man fra EU’s side lavede den første lovgivning omkring en generel ulvebeskyttelse tilbage i 1992, tænkte man jo ikke på, at de kunne give problemer for hverken landbruget eller utryghed i befolkningen. Dengang levede ulven i øde områder. Den rigide beskyttelse skal vi have ophævet”, siger han.

Han fortæller, at Justitsministeren allerede har udtalt, at det er muligt at handle i nødværge over for truende ulve både i forhold til dyr og mennesker, og at det punkt derfor vil blive skrevet ind i den nye ulveplan.

"Hele spørgsmålet omkring muligheden for at regulere problemulve, er helt centralt. De steder hvor landmænd har haft gentagne angreb på deres dyr, eller hvor ulve har mistet deres skyhed og stopper op og kigger på dig, skal der omgående kunne reguleres, eftersom den har mistet sin naturlige adfærd".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle