L&F stævner Energinet for rasende landmænd

Lodsejere vil ikke finde sig i, at Energinet vil lade den økonomiske risiko, hvis kablet skal flyttes, hænge på landmanden.

Landmænd, der giver Energinet lov til at lægge kabler i deres jord, skal ikke hænge på risikoen for en millionregning, hvis kablerne senere skal flyttes. Det mener Landbrug & Fødevarer, og de rejser nu en principsag mod Energinet efter i længere tid at have forsøgt forhandlingsvejen.

Tvisten er opstået i forbindelse med et 100 km langt kabel fra vindmølleparken Kriegers Flak til flere steder på Sjælland.

Advokat og partner Søren Nørgaard Sørensen fra advokatfirmaet HjulmandKaptain, der skal føre sagen, understreger, at man ikke stævner, fordi Energinet vil nedlægge kabler.

»Landmændene forstår godt, at der skal strøm fra a til b,« siger han.

Problemet er, at Energinet vil have tinglyst en deklaration, der fraviger det såkaldte gæsteprincip. Det handler om, hvem der skal betale for at flytte kablet, hvis jorden skal bruges på en anden måde i fremtiden.

Har ikke lyttet

Torben Hansen, formand for Gefion, ærgrer sig over, at Energinet ikke har lyttet til de flere end 40 landmænd, der skal lægge jord til kablet.

»Vi har forhandlet i halvandet år, og Energinet har ikke rykket en tomme på gæsteprincippet,« siger han.

Han mener, at Energinet bryder 100 års tradition, når de ikke accepterer gæsteprincippet.

»De betaler en lav pris for at kablerne er i jorden, men så skal de også bære den økonomiske risiko,« siger han.

Ifølge Søren Nørgaard Sørensen oplyser Energinet selv, at det koster op til 24 mio. kr. pr. km kabel, der skal flyttes.

Er det ikke rimeligt, at Energinet sikrer sig mod risikoen?

»Landmænd kan ikke bruge det chikanøst eller kræve, at kablerne flyttes. Krav om flytning skal altid ske under loyal hensyntagen til ledningsejer. Men det her gælder i al fremtid, og landmændene kan ikke forudse, hvad de kan blive pålagt om 500 til 1.000 år,« siger Søren Nørgaard Sørensen.

Samtidig peger han på ejendomsrettens ukrænkelighed.

En anden risiko, der kan være svær at forudse. er, hvis kablerne bliver privatiseret, og det ikke længere er den danske stat, der ejer kablerne.

»Står der syv advokater fra en kapitalfond i London, må man forvente, at de kun ser på det økonomiske fra deres egen side,« siger han.

Faktaboks

Gæsteprincippet

  • Ifølge gæsteprincippet er ledningsejer gæst på ejendomme og skal betale for flytning af ledningen, for eksempel ved anlæg af veje eller udvidelse af landbrugsbygninger.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle