Livets valg

Så har der været folketingsvalg, og ikke meget blev ændret af den grund. Jeg må indrømme, at jeg godt kunne have tænkt mig en ny regering. Jeg har ikke megen sympati for Fogh og co. Vi har fulgt med i mange debatter op til valget. Hjalte har jo stemt for første gang, og den samvittighedsfulde unge mand mente, at det var vigtigt, at man virkelig satte sig ind i de enkelte partiers politik, så man kunne være sikker i sin sag, når man satte sit kryds. Frida er meget politisk interesseret, og hun er godt skåret for tungebåndet, så diskussionerne har været temmelig livlige herhjemme.

Et par af vore bekendte snakkede om at lade være med at stemme, men dér har Frida virkelig belært dem om, at man skal stemme og ikke ligge hjemme på sofaen og lade stå til. På selve valgaftenen hyggede vi os med lidt god mad, mens vi fulgte med i prognoserne på fjernsynet. Lige meget hvordan, så er enhver valgdag en festdag, fordi vi lever i et demokratisk samfund, hvor vi har retten til at gå hen og stemme.

På mit arbejde er der også forskellige valg at træffe. Der er forældresamtaler, hvor mange forældre er i tvivl om, hvorvidt deres børn er klar til at komme i skole til sommer eller ej. Forældrene fortæller somme tider, at deres pode glæder sig til at skulle i skole til sommer, men børnene ved jo regulært ikke, hvad det vil sige at gå i skole.

Det er et svært valg for forældrene at lade barnet vente et år, mens børnene ikke har problemer med det, når de bare mærker, at far og mor har besluttet sig, og at de voksne er tilfredse med deres beslutning. Mange forældre bliver kede af det, når vi siger, at deres barn vil have godt af endnu et år i børnehaven. Men jeg har oplevet mange børn der ventede et år med skolegang, og de modnedes meget og blev virkelig klar til at komme af sted året efter, og så kan de gå i skole uden hele tiden at skulle stå på tæer for at følge med. Jeg har ofte lidt sommerfugle i maven inden et møde, hvor jeg anbefaler forældre at lade deres barn vente - nogle forældre bliver nemlig meget kede af det. Faktisk er der ikke mange børn der er kommet for sent i skole, og der er mange børn der bare trænger rigtig meget til at lege et år mere, inden det bliver alvor og stillesidden i skolen.

I sproggrupperne skal vi også vælge i denne tid: Nogle børn skal stoppe hos os og tilbage i børnehaven, mens vi vælger at lade andre fortsætte endnu en sæson. Det er et koncentreret forløb, når man går i sproggruppe, og det er altid både vemodigt og glædeligt, når vi skal slippe de børn der har gået hos os et par sæsoner. Glædeligt, fordi de har taget fra, så de ikke behøver vores hjælp mere, men vemodigt fordi vi altså kommer til at holde rigtig meget af de unger.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle