LMO tilbyder vandtæt rådgivning

Nyt vandteam i LMO skal sikre kvalificeret rådgivning om udfordringer med grundvand og overfladevand.

Mange landmænd er frustrerede over, at deres marker står under vand, og over vandløb, der ikke kan aflede tilstrækkeligt.

Udfordringerne giver komplicerede juridiske og tekniske problemer.

Derfor nedsætter LMO nu et vandteam bestående af både faglige og juridiske rådgivere. De skal vejlede landmændene, uanset om det drejer sig om grundvand eller overfladevand.

»Landmændene har selvfølgelig brug for løsninger, og det kan vi hjælpe med,« siger Karsten Lauridsen, chef for LMOs afdeling Husdyr, Byg og Miljø, i en nyhed fra LMO.

Vandteamet er et tværfagligt projekt mellem LMO og Prolex Advokaterne.

Teamet er sat sammen af planteavlsrådgivere, miljørådgivere og jurister.

Masser af nedbør

De stigende udfordringer med vand kan skyldes flere ting, men særligt store mængder nedbør giver problemer for landmændene.

Dertil kommer stigende grundvand, sætninger i lavbundsarealer, samt en kompliceret vandløbslov, der ikke er tidssvarende:

»Vi ser ofte drænrør, der ligger dybt begravet i sediment på grund af manglende oprensning og vedligeholdelse. Her skal kommunerne selvfølgelig holdes op på deres forpligtelse, omvendt oplever vi også landmænd, der ikke er klar over, at de godt må gøre noget selv, hvis vandløbet er privat,« siger Louise Damgaard, miljørådgiver i LMO.

Indsatsplaner for drikkevand

Alle kommuner er i gang med at udarbejde indsatsplaner for drikkevand. Landmænd bliver derfor mødt med krav om beskyttelse af drikkevandet, hvis kommunen vurderer, at arealerne er sårbare overfor enten pesticider eller nitrat:

»Drikkevandet skal selvfølgelig beskyttes, men det gælder om at landmændene stilles bedst muligt i denne situation, og det er klart, jo hurtigere i processen vi og landmændene kommer på banen, des nemmere er det at påvirke den,« siger Kirsten Dühr, advokat i Prolex Advoksterne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle