Endnu kan du møde en engelsk mælkemand på arbejde. Men blandt andet mælk i pulverform fra automater gør stadig flere af dem arbejdsløse.
Steven Griffiths på 53 har været mælkemand i 25 år. Hver morgen tøffer han rundt i forretningskvarteret i skyggen af Tower Bridge.
LandbrugsAvisens udsendte har taget plads i hans lille tændstikæske-agtige bil, som han kyndigt manøvrerer rundt i morgentrafikken.
Steven stopper foran en kontorbygning, springer ud af vognen, griber ni letmælk i pint-størrelse fra ladet og spurter hen ad en lille gyde for at levere mælk til de forskellige kontorer.
Han kan huske præcis, hvad hver kunde på ruten skal have leveret, bortset fra cafeerne og kioskerne, der først afgiver deres bestilling, når han træder ind ad døren.
Efter at have leveret fire dunke med sødmælk til en café, kommer Steven tilbage med et papbæger med te med mælk, som han absolut mener, jeg må trænge til. Men det er ikke let at drikke te med mælk, mens man forsøger at holde sig oprejst i førerhuset i en skramlende mælkebil i fuld fart ned ad Tower Bridge Road. Især ikke, når man er inkarneret kaffedrikker.
Men det er netop mælk til teen (eller kaffen), der gør, at Steven skal tage elevatoren op til 3. etage for at leve fire pint til Bank of Luxembourgs London-kontor eller tre pint til et webbureau i en baggård.
"Vi leverer mælken til folk, der ikke har tid til at gå ud og købe den selv", forklarer Steven, mens han kanter den firkantede mælkebil ud mellem en dobbeltdækkerbus og en London-taxi.
Men i takt med at te- og kaffeautomaterne vinder indpas i kontorlandskaberne, så forsvinder behovet for mælkemandens daglige besøg. For automaterne tilsætter mælken i pulverform.
Kontorerne dominerer dog stadig på Stevens rute, ligesom de også udgør en stor del af kundegrundlaget hos Dairy Quest. Private køber derimod i stigende grad deres mælk i supermarkedet.
"Lad være med at sige det til nogen, men det gør jeg også," betror Steven mig med et smil.
