Mælkeproducentformand er skeptisk over for Socialdemokratiets udstrakte hånd

Mens partiformand Mette Frederiksens ønske om en bred vækstaftale for landbruget og følgeindustrien er blevet budt velkommen fra flere, så er der skepsis hos Kjartan Poulsen, formand for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter.

"Er det en god ide? Ja, der klappes allerede fra flere sider, men er der grund til det? Eller er det blot at flygte fra de udfordringer, der skal løses i den vedtagne landbrugspakke?," skriver Kjartan Poulsen i sit ugebrev.

Han understreger, at LDM foretrak et bredt flertal bag den vedtagne landbrugspakke, "men at komme rendende bagefter med forslag om en omstart er ikke hæderligt," skriver han.

"Og der er god grund til at være i tvivl om hensigten. Socialdemokratiet deltog i forhandlingerne om det nuværende forlig til kort tid før håndtrykket, og S meldte sig efter sigende ud, fordi den daværende regering nægtede at inddrage nye S-krav i forhandlingerne. Hvad har ændret sig udover, at S har fået en miljømæssigt allieret med i regeringen?," skriver Kjartan Poulsen med henvisning til Konservatives indtræden i regeringen.

"Landbrugspakken er allerede blevet forringet for landbruget, hvad er det Mette vil forbedre?," skriver Kjartan Poulsen med henvisning til de ekstra krav til målrettede efterafgrøder samt strammere fosforkrav.

"Opfordringen herfra er: Kære Mette, du er meget, meget velkommen til at melde dig ind i forliget og få tilsvarende indflydelse på de dele, som stadig skal afklares, men ikke en omstart. Ude på bedrifterne lever vi stadig i de socialdemokratiske skygger fra Mette Gjerskov og Dan Jørgensen, som jo også havde de bedste intensioner for landbruget!," skriver Kjartan Poulsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle