Mød en svinebonde på »Sofari«

Økologiske svineproducenter viser deres produktioner frem på søndag og inviterer til Sofari.

Salget af økologisk svinekød er steget med 30 procent, og der er brug for flere økologisk svineproducenter. Derfor arrangerer Friland nu Sofari, hvor landmænd, der overvejer at blive økologiske svineproducenter kan svinge vejen forbi en af de ti Sofari-værter.

»Vores målsætning er at fordoble antallet af slagtede øko-grise i løbet af de næste to til tre år,» siger Henrik Biilmann, direktør for Friland.

For at nå det mål er der brug for flere økologiske svineproducenter, og Friland arbejder på at finde landmænd, der gerne vil være økologiske svineproducenter.

Sofari-værten

På søndag 29. maj finder arrangementet sted, og en af de økologiske svineproducenter, der viser sin produktion er Randi Vinfeldt, der også er medkoordinator af Sofari. Hun har været økolog siden 2007.

»Jeg nyder at se grisene udfolde deres naturlige adfærd. En økologisk gris får frisk luft, masser af motion og får stillet sin nysgerrighed ved at undersøge jorden,« siger hun.

Randi Vinfeldt håber, at landmænd, der overvejer at gå ind i økologisk svineproduktion, vil lægge vejen forbi.

»Det er en menneskelig givende, men også krævende produktionsform, der adskiller sig meget fra konventionel svineproduktion. Derfor skal landmænd, der overvejer at blive økologiske svineproducenter sætte sig godt ind i produktionsformen, før de tager springet. Og her er det oplagt at bruge Sofari-dagen til at blive klogere,« siger hun.

Faktaboks

Kom på Sofari

  • Søndag 29. maj 2016
  • Ti økologiske landmænd holder åbent i Danmark
  • Landbrugene ligger bl.a. i Ugerløse, Brørup, Kerteminde.
  • Læs mere på landbrugsavisen.dk

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle