Mange soholdere lukker deres bedrift af

Gråkjær oplever, at en del soholdere vælger slagtesvin til på bekostning af smågriseeksport.

Svingende smågrisepriser med dertil hørende udfordringer med at styre likviditeten får flere og flere soholdere til at lukke deres produktion af ved at opfede alle smågrise selv.

Det er trenden i øjeblikket ifølge Henning Good, der er projektkonsulent hos Gråkjær og ansvarlig for byggeriet hos Thomas Aalbæk Olesen, der netop har droppet at sende sine smågrise til eksport og valgt at opfede grisene selv.

»Vi ser en øget specialisering i disse år. Der er producenter som Thomas med typisk 500 søer, der vælger at lukke deres produktion af på den her måde. Så er der de store soholdere med måske 2.000 søer, der ikke kan gå den vej med slagtesvin, men som bare kører løs og typisk fordobler deres sohold, når de bygger igen. Endelig er der slagtesvineproducenterne, der også udvider og måske bygger enheder op mod 10.000 stipladser«, siger han og understreger, at den nuværende støtteordning til slagtesvinestalde har givet slagtesvineproducenter en økonomisk håndsrækning til at få lukket produktionen af.

Problemer for slagtesvineproducenterne

Med de svingende smågrisepriser kan Henning Good godt forstå, at flere soholdere vælger en løsning, der gør likviditeten mindre volatil.

Men han er mere bekymret for den rene slagtesvineproducent, der indimellem skal indkøbe smågrise til høje priser uden garanti for, at grisene efterfølgende kan sælges til fornuftige prisniveauer.

»Derfor er det godt for dem, at der kom den her støtteordning«, siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle