Advokat: Fjern KO-træk på landekvoten for kvælstof

Landekvoten for kvælstof er danske særregler, der ikke kan være KO-krav på, mener advokat.

Advokat Hans Sønderby glæder sig over, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) letter lidt på reglerne om krydoverensstemmelse (KO-reglerne), når det gælder reglerne om gylleudbringning på markerne. Men der er langt igen, mener han.

KO-reglerne må nemlig kun bruges til at sanktionere EU-regler. Ikke desto mindre anvendes de af de danske myndigheder i flæng på nationale skærpelser, selvom de intet har at gøre med implementering af EU-ret.

»Det måske alvorligste eksempel er landekvoten på kvælstof. Det både økonomisk og fagligt hårdeste hug i landbrugets livsnerve har siden 2004 været i form af netop denne Landekvote, som i dag udgør cirka 50 procent af den danske undergødskning,« siger han.

Denne reduktion er ikke implementering af EU-ret. Det har Bæredygtigt Landbrug ifølge Hans Sønderby fået sort på hvidt fra Kammeradvokaten som led i den gødningssag, som verserer. Det er altså ikke en implementering af nitratdirektivet.

»Derfor er det en reduktion, som decideret strider mod EU-reglerne, og som bør ophæves straks, præcis som det sker nu for de 46 landmænd, som omtales i dagspressen,« siger han.

Derfor mener Hans Sønderby, at Eva Kjer Hansen straks bør tage næste skridt og afskaffe KO-træk på landekvoten.

»Dels fordi trækket strider mod EUs KO regler, dels fordi dem, der er blevet trukket i hektarstøtte som følge af Landekvoten og hvis sager netop nu behandles af myndighederne, har krav på at blive behandlet på mindst samme måde som de 46, som nu får deres sager genoptaget,« siger han.

Han understreger, at de sidste 10 procent fradrag i gødningsforbruget er de dyreste for landmanden og de hårdeste for afgrøderne.

»Det er uanstændigt, at den type national regulering er blevet brugt til at straffe hæderlige og ordentlige landmænd ved at trække dem i deres EU hektarstøtte,« siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.