Alvorlig sygdom fundet i vinterraps
På Fyn er der fundet angreb af lys bladplet først i februar. Bekæmpelse anbefales i marts.

Hos Centrovice på Fyn har man nu fundet den meget tabsvoldende sygdom lys bladplet i vinterrapsen. Fundet blev gjort i starten af februar, men det er endnu ikke nærmere undersøgt, hvor udbredt sygdommen er på nuværende tidspunkt.

Lys bladplet var en af årsagerne til de lave danske rapsudbytter sidste år, og engelske forsøg viser, at sygdommen i værste fald kan halvere udbyttet, fortæller planteavlsrådgiver Karen Linddal Pedersen, Centrovice.

På grund af sidste års angreb vurderes det, at risikoen for angreb er højere i år. 

Symptomer på sygdommen er lyse bladpletter på blade, stængler og skulper, se foto. Pletterne kan være flere centimeter med lange med små sorte prikker i midten. Deres kant er diffus, og uden for plettens kant kan der være små hvide pletter, som ligner ’saltpletter’.

Lys bladplet kan inficere en afgrøde flere gange i løbet af vækstsæsonen, fordi svampen overlever på dødt, tidligere inficeret plantevæv. Svampen spredes bedst i en kølig og fugtig vinter. Ved 4 grader Celsius tager det 30 dage, og er det varmere går det hurtigere, oplyser Centrovice på deres hjemmeside.

Centrovice anbefaler bekæmpelse af lys bladplet i marts på marker, hvor sygdommen er observeret, med 0,625-0,95 liter Orius, 0,5-0,75 liter Folicur Xpert eller 0,5-0,75 liter Prosaro.

Er der anvendt Orius, Folicur Xpert eller Prosaro efterår, må der hele sæsonen maksimalt anvendes 175 g tebuconazol. Hvis det ikke er tilfældet, må der hele sæsonen anvendes i alt 250 g tebuconazol.

 

 

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.