Alvorlig sygdom sender landboformand på orlov

En kræftdiagnose har fået Niels Rasmussen, formand for Centrovice, til at tage en time out på seks måneder.

Niels Rasmussen, formand for den fynske landboforening Centrovice, har fået konstateret kræft i knoglemarven og har sygemeldt sig de næste seks måneder.

Derefter forventer han at vende tilbage »så god som ny«, for prognosen er god, understreger han.

»Jeg har over en periode mærket, at noget ikke var, som det skulle være. Torsdag fik jeg diagnosen, og dagen efter var jeg sat i behandling,« fortæller Niels Rasmussen, som har besluttet at være åben om sin sygdom.

»Knoglemarvskræft lyder fælt, lige når man siger det. Men det er heldigvis en stabil kræftform, som jeg har fået at vide, jeg skal leve med som en form for kronisk sygdom.«

 

Klar plan

Niels Rasmussens behandlingsforløb i hele perioden er allerede tilrettelagt i detaljer.

»Behandlingen tager et halvt år, og det bliver ikke skægt, men så skulle jeg være på banen igen.«

Niels Rasmussen skal de næste tre måneder gennemgå en ambulant behandling med kemoterapi.

Så skal han indlægges i tre uger og have »boostet« sin produktion af stamceller. De »høstes« derefter fra blodbanen og opbevares beskyttet, mens han er i en ny, højdosis kemobehandling.

Derefter skal han have sine egne stamceller transplanteret tilbage i kroppen igen - det vil sige, en del af dem. For høsten rækker til flere omgange, som hver især kan holde ham sund i mange år.

»Rykker sammen i bussen«

Niels Rasmussen kan godt mærke, at sygdommen og behandlingen tager på energien her og nu.

Men han ser optimistisk på fremtiden og forventer at vende tilbage til foreningslivet igen efter overstået behandling.

Bestyrelsen for Centrovice er orienteret om situationen og næstformand Torben Povlsen er allerede rykket ind på posten som fungerende formand.

»Vi rykker sammen i bussen. Og så skal Niels have fred og ro til at komme sig,« siger Torben Povlsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.