Amerikanske landmænd holder på pengene og presser Novozymes

Mens salget i den danske enzymgigant Novozymes vokser langsommere end ventet, stiger indtjeningen.

Salget af enzymer går ikke helt så hurtigt, som den danske enzymgigant Novozymes egentlig havde regnet med.
Novozymes må derfor sænke forventningerne til årets salg fra en vækst på 2-4 procent til nu 2 procent, oplyser selskabet i sit regnskab for tredje kvartal 2016.

- Vores nye innovative løsninger er kommet langsommere fra start, end vi havde forventet.

- Derfor er vores salgsvækst lavere, end vi havde forventet ved årets start, siger Peder Holk Nielsen, Novozymes' administrerende direktør, i regnskabet.

I august måtte Novozymes revidere forventningerne til hele årets organiske salgsvækst til 2-4 procent fra tidligere 3-5 procent.

Men det bliver altså i den lave ende af det interval, lyder det nu fra Novozymes.

Ifølge Benny Loft, finansdirektør i Novozymes, er det isoleret set Nordamerika, der bærer en stor del af skyldes for, at enzymgiganten nu nedjusterer for anden gang i år.

- Ser vi på væksten uden for Nordamerika, har vi en vækst på fem procent. Og det synes vi, sådan set er okay - selv om vi ikke er helt der, hvor vi gerne ville være.

- Landmanden dér ved godt, at det er en god idé at bruge vores teknologier, hvis han havde pengene. Men det har han ikke, siger finansdirektøren til Ritzau Finans.

Samlet mister Novozymes dog ikke markedsandele - det er blot de billige teknologier, landmændene tager ned fra hylderne, forklarer Benny Loft ifølge Ritzau Finans.

Han lægger vægt på, at indtjeningen i Novozymes fortsat er god.

Selskabet fik et resultat i tredje kvartal på 2,2 milliarder kroner, hvilket er en stigning på fem procent i forhold til samme periode sidste år. Omsætningen landede på 10,4 milliarder kroner

Enzymgiganten har i en længere periode haft problemer med at få salget til at vokse.

Tidligere lød selskabets langsigtede forventninger, at salget vil vokse organisk med 8-10 procent om året, men det er nu blot "en ambition", lød det i årsregnskabet for 2015.

/ritzau/

Faktaboks

Novozymes vasker tøjet rent og gøder marken

Danske Novozymes er en bioteknologisk virksomhed, som producerer enzymer og mikroorganismer til mange forskellige former for industri: Vaskemidler, føde- og drikkevarer, bioenergi, landbrug og foder samt tekniske og farma.

Novozymes har onsdag fremlagt regnskab for tredje kvartal, hvor forventningerne til, hvor meget salget skal vokse i år, må sættes ned. Læs om Novozymes her:

  • Enzymer er proteiner dannet af levende celler, som sætter kemiske processer i gang.
  • Vaskemidler er selskabets største forretningsområde, men Novozymes' enzymer og mikroorganismer bliver brugt til alt fra at blødgøre læder til at rense spildevand.
  • Novozymes kan altså meget vel have været med til at sørge for, at dit vasketøj bliver rent, når det har været en tur i maskinen, at din lædertaske er blød, og at dit brød holder sig frisk i mere end én dag. For blot at nævne nogle få eksempler.
  • Selskabet har mere end 700 produkter i 130 lande og over 6000 ansatte fordelt over hele verden.
  • Novozymes investerer en del i forskning og udvikling og har mere end 6500 patenter - heraf omkring 6000 aktive patenter.
  • Kimen til selskabet blev lagt i 1925. Novozymes var oprindelig en del af Novo Nordisk, men i 2000 blev Novo splittet i tre selvstændige selskaber - Novo Nordisk, Novozymes og Novo.

Kilder: Novozymes, Gyldendals Store Danske.

/ritzau/

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.