BL-formand: Fire sejre i år

Flemming Fuglede Jørgensen ser tilbage på et år, hvor han ser store sejre for organisationen.

For første gang i umindelige tider har landbruget ikke fået ny byrder. Det er en sejr for Bæredygtig Landbrug, siger Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug.

Han opregner fire sejre det sidste år, som han tilskriver Bæredygtigt Landbrug.

  1. Grøn vækst er væk
  2. Vandplanerne er på pause – vi får mere gødning
  3. Randzonerne er væk
  4. Det er pålagt kommunerne, at få vandløbene renset op.

"Vi er kommet dertil, fordi viden kan flytte den offentlige mening," siger Flemming Fuglede Jørgensen.

Han mener, at de tre stævninger, som Bæredygtigt Landbrug har udtaget, har haft 'kolossal stor betydning'. Politikerne har sandet, siger han, at organisationen kun stævner, når der er grund til det.

Det forgangne år har Bæredygtigt Landbrug vundet en retssag - om randzoner - og tabt en anden - om opsættende virkning af stævning mod staten om gødskningsnormerne.

Selvom første halvleg om gødskningsnormerne var et nederlag, så lagde Flemming Fuglede Jørgensen vægt på at der kom vidneudsagn frem, som understregede de økonomiske byrder ved de reducerede gødskningsnormer.

Desuden har mange politikere fundet ud af, at det ikke længere giver stemmer, bare at lave en ny miljøregel, siger BL-formanden.

"Ansvarlig miljøbevidsthed er i dag en selvfølge. Religiøs miljøfanatisme er til enhver tid en ulykke," siger BL-formanden.

Flemming Fuglede Jørgensen omtalte også kritikken af organisationen.

I sin beretning kiggede han over mod bordet, hvor journalisterne sidder, for at sige, at der ikke er indgået et forlig eller en studehandel mellem Bæredygtigt Landbrug og staten angående grødeskæring. Tidligere i februar omtalte DR en email, hvor Flemming Fuglede Jørgensen over for Høje Taastrup Kommune sagde, at der var indgået forlig mellem Bæredygtigt Landbrug og Kammeradvokaten i sagen, for at Bæredygtigt Landbrug satte deres retssag mod staten om mangelfuld grødeskæring i bero.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.