Danmarks Statistik opskriver årets kornhøst til 10 mio. ton

Danmarks Statistik har opgjort høstresultatet i 2015 til 10 mio. ton korn.

Tilbage i august var LandbrugsAvisen traditionen tro tidligt på banen med en høstprognose. 9,5 mio. ton korn lød den på - et overraskende positivt resultat , skrev LandbrugsAvisen den 28. august.

Nu har Danmarks Statistik opgjort deres bud på høstresultatet i 2015, og det lyder på 10 mio. ton. Altså en afvigelse på ca. 5 procent fra LandbrugsAvisens prognose. Dermed rammer LandbrugsAvisens som sædvanlig ganske tæt på Danmarks Statistiks opgørelse - dog i år lidt længere fra end normalt, idet forskellen mellem Danmarks Statistiks opgørelse og LandbrugsAvisens prognose som oftes er helt nede på 0 til 3 procent.

Ifølge Danmarks Statistik nåede kornhøsten for 2015 lige præcis nåede op over ti millioner tons. Det svarer til en fremgang på 2,6 procent i forhold til sidste år og er det bedste resultat siden 2009. Stigningen skal ses i forhold til, at det samlede kornareal er øget med én procent, men kornudbyttet pr. hektar er samtidig steget med én procent. Vinterhvede udgør fortsat den største andel af høsten med næsten 50 procent, men vårbyggen noterede sig for den største vækst.

Samtidig satte rapshøsten ny rekord med i alt 821.000 tons, hvilket svarer til en fremgang på 112.000 tons. Det skyldes dog hovedsageligt, at rapsmarkernes areal er øget med 27.000 hektar eller 16 procent.

Den gode kornhøst skyldes formentlig det lunkne sommervejr. I hvert fald, hvis man spørger chefkonsulent Jon Birger Pedersen fra landbrugsvidenscenteret Seges.

"Jeg er ikke sikker på andet, end at den ikke alt for varme og tørre sommer har været gunstig for høstens størrelse, selv om vi andre har bandet lidt over den.

"Kornet har haft god tid til at bygge kernen op, før varmen satte gang i aldringsprocesserne, og det har givet pæne udbytter," siger han.

Undtagelsen er dog majs, som kræver lidt mere varme og derfor har skuffet i år.

Den samlede høst på lige godt ti millioner tons korn er kun blevet overgået i 2009, hvor der dog var en anden fordeling af afgrøder på markederne.

"Vinterhvede er den afgrøde, der giver det største kornudbytte pr. hektar, og i 2009 var der mere end 100.000 hektar hvede mere, end tilfældet var i år, og det er i det lys, at rekorden fra dengang skal ses i," siger Jon Birger Pedersen.

Tallene fra Danmarks Statistik fortæller ikke noget om proteinindholdet i kornet, men det er ikke helt uvæsentligt.

Det har nemlig betydning for afregningsprisen, og på grund af gødningsrestriktioner har proteinindholdet ikke været prangende, fortæller chefkonsulenten.

"Vi ved ikke, hvor meget større udbyttet ville have været, hvis der var blevet tilført mere kvælstof til markerne, men det ville formentlig have været noget højere, ligesom proteinindholdet også ville have været væsentligt større," siger han.

 

/ritzau + sbu

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.