Dansker skar finger alvorligt - og vinder alligevel guld

LandboUngdoms fire pløjere vandt guld og sølv i både junior- og seniorklassen for standardplove ved Nordisk Mesterskab i pløjning.

Juniorpløjeren Martin Lindberg Velling, Hobro, vandt guld genvandt dermed titlen som nordisk mester i juniorklassen og debutanten Rasmus Hindsgavl, Årslev vandt sølv i juniorklassen.

For seniorerne vandt Michael Balle, Odense guld og titlen som nordisk mester for seniorpløjning med standardplov og Peter Lindberg Nielsen, Hobro vandt sølv, så danskerne gjorde rent bord i Sverige.

Alle fire danske pløjere fik ens pløjefelter i søndagens grønjordskonkurrence, hvor pløjefelterne var en fin nedvisnet tre-års græsmark.

»Humøret var højt efter lørdagens fine resultater. Vejret var fint med 15-18 grader. Alle havde god tid til deres opgaver før konkurrencen, så der var en rigtig god stemning,« fortæller Michael Balle.

Skar sin finger

Martin Lindberg Velling var uheldig med en forplov, som skar hans finger alvorligt lige før konkurrencestart, men Martin fik såret forbundet og startede med en meget fin flækning og efterfølgende sammenkast, beretter LandboUngdom. Martin fik dog senere lidt problemer med for meget jord i den ene ende og lavede en lidt svag slutfure, fortæller Hardy Andersen, der har været træner for LandboUngdoms pløjere under det nordiske mesterskab.

Problemer i flækningen

Peter Lindberg Nielsen, Hobro havde problemer i flækningen, hvor første fure følger med i andet træk, men med Peters ophøjede ro og overblik pløjede han sig tilbage i konkurrencen med et meget fint pløjefelt og slutfurer, der var et slutresultat helt i top.

Rasmus Hindgavl, Årslev var den pløjer i feltet med mindst erfaring, men han pløjede et felt uden store fejl, og det gav et meget fint helhedsindtryk af hans arbejde, og han fik igen en topplacering.

»Jeg lagde ud med en fin flækning dog lidt til den dybe side, og som efterfølgende gav et lidt højt sammenkast med et pløjefelt på det jævne. Slutfuren ville ikke rigtig vende, men i den bedre ende, hvilket gav et godt helheds indtryk til slut,« fortæller en glad Michael Balle, Odense.

Far og søn tog sølv og guld med hjem

I dag mandag - kører det danske team tilbage til Danmark, og der vil uden tvivl være god stemning i de to biler med både guld og sølv i hus. Der bliver nok også fest i hjemmet nær Hobro i dag, når Martin Lindberg Velling og Peter Lindberg Nielsen kommer hjem. De var sammen til NM i pløjning og hentede begge en medalje i hver sin klasse, så nu venter familien spændt hjemme på at tage imod deres pløjehelte.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.