DLG: Afgrøderne er i god form verden rundt

Den nordlige halvkugle synes at være sluppet nådigt igennem vinteren uden nævneværdige udvintringsskader, og generelt er afgrødetilstanden kloden rundt p.t. i rigtig god form.

Afgrøderne i Europa står generelt godt. Der er kun nogle få tørre pletter i Polen og Tyskland, og på de britiske øer er der også nogle få tørre pletter, men byger i de kommende to uger forventes at reparere på disse. I Europa ser vejrudsigterne lovende ud for de kommende 8-14 dage med vekslende byger og temperaturer omkring det normale.

I Ukraine har det været godt såvejr de sidste par uger, og 86 procent af vårafgrøderne vurderes nu at være sået (ca. 2,3 mio. ha). Ukraines landbrugsminister skønner et fald på 8 procent i majsarealet på grund af stigende  omkostninger til hjælpestoffer og begrænsede finansieringsmuligheder. Det betyder, at den samlede majshøst forventes at blive på 25-27 mio. tons, hvor 15-16 mio. tons forventes eksporteret. I Ukraine skønnes lagerbeholdningerne af korn til 16,2 mio. tons, hvilket er 33 procent mere end på samme tid sidste år.

Vækstbetingelserne i Rusland er tæt på ideelle, efter at situationen hen over vinteren var meget usikker med frygt for store udvintringsskader. Ruslands hvedehøst skønnes nu fra flere sider at blive ca. 60 mio. tons i 2015 mod en forventning for blot to måneder siden på knap 50 mio. tons. Tingede ændrer sig hurtigt derovre!

I Midtvesten i USA har det regnet i områderne med hård rød vinterhvede (i den vestlige del), men mere nedbør ønskes. Modsat er det fortsat for vådt til, at såningen af majs kan komme rigtigt i gang.

I Canada er vejret mildt for årstiden, og de er kommet i gang med at så ca. to uger tidligere end sidste år. Agriculture and Agri-Food Canada udsender i denne uge sit skøn for de forventede tilsåede arealer. Bl.a. forventes bygarealerne øget med 10 procent.

Lagrene opbygges globalt og i EU

Prognoserne, om at de globale lagre opbygges yderligere ved udgangen af høståret 2014/15, er intakte, og seneste USDA-tal peger på globale majslagre, der stiger 17,6 mio. tons til 188,46 mio. tons – svarende til 19,3 procent  af det samlede årsforbrug. De tilsvarende tal for hvede viser et plus på lagrene på 10,6 mio. tons til 197,21 mio. tons – svarende til hele 27,6 procent af årsforbruget. For alt andet korn end hvede forventes et plus på lagrene på 15,1 mio. tons til 222,77 mio. tons – svarende til 17,6 procent af årsforbruget.

EU forventer også at lægge yderligere mængder korn på lager, og seneste prognose fra kommissionen peger i retning af et samlet kornlager, der stiger med 14 mio. tons til 48,9 mio. tons – svarende til 17,4 procent af det samlede interne EU-forbrug.

Kommissionen har endda dristet sig til at forudse en yderligere opbygning af lagrene ved udgangen af høsten 2015/16 på 3,1 mio. tons til i alt 52 mio. tons – svarende til 18,5 procent af det samlede interne EU-forbrug.

FN’s fødevareorganisation FAO anbefaler som bekendt et minimumslager på 15% af forbruget, så forsyningssituationen må betegnes som rigtig god.

Roligt til let vigende marked

Med ovennævnte lagersituation in mente og en uforandret euro/US-dollar er det vanskeligt at få øje på muligheden for nævneværdige prisstigninger i de kommende uger. Hvis der ikke kommer væsentlige uforudsete politiske, valutariske eller vejrmæssige (el Niño?) nyheder på bordet, forventer vi derfor et roligt til let vigende marked.
 

Ansvarsfraskrivelse (Disclaimer & Disclosure)

”Informationerne i denne markedskommentar er udarbejdet af DLG, som ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af informationerne, herunder som følge af eventuelle fejl eller udeladelser. Markedskommentarerne afspejler DLG’s vurdering på et bestemt tidspunkt, og denne vurdering kan efterfølgende ændres uden varsel. Kommentaren skal ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om køb eller salg. ”

Emneord planteavl

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.