DLG: Begyndende mangel på økologisk foder

Forbrugerne efterspørger økologi i stigende grad, og det kan landbruget mærke. Det fortæller DLG, Europas næststørste landbrugsvirksomhed, i sin årsrapport, som offentliggøres i morgen.

Efterspørgslen på foder til økologisk husdyrproduktion er steget med næsten 30 procent alene i 2016.

Det viser nye tal fra DLG.

Efterspørgslen er så markant, at der er begyndende mangel på danskproducerede økologiske varer - også selvom 1.132 landmænd har søgt om at udvide deres areal i 2016. Heraf var 450 helt nye økologer.

"Fortsætter den nuværende efterspørgsel fra landbruget på økologisk foder fra DLG, skal der omlægges arealer svarende til 30.000 tons afgrøder i 2017. Vores største udfordringer er at skaffe nok råvarer og korn til den stigende efterspørgsel på økologiske varer, og derfor er vi i høj grad interesseret i at komme i kontakt med flere økologiske planteavlere," fortæller Henrik Kløve, chef for økologi hos DLG.

DLG offentliggør en samlet status på økologi, en ny strategi og resten af årsrapporten i morgen, tirsdag den 21. februar, på deres hovedkontor på Axelborg i København.

Den økologiske fødevareproduktion er i dag i rivende udvikling. Danmark har den største økologi-markedsandel i verden, og salget af økologiske fødevarer er vokset markant i landets supermarkeder. Det er især økologiske mejeriprodukter, æg, havregryn og mel, som vi kommer i indkøbskurven, men også visse typer af frugt og grønt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.